Landsskatteretten: Læger ansås for lønmodtagere - Indeholdelsespligt for hospital

Sagen omhandlede, hvorvidt et hospital var forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag udbetalt til to læger, A og B, der var tilknyttet hospitalet som konsulenter. SKAT havde pålagt hospitalet indeholdelsespligt med den begrundelse, at lægerne skulle anses for lønmodtagere, mens hospitalet fastholdt, at lægerne var selvstændigt erhvervsdrivende.

Lægerne A og B havde enslydende konsulentaftaler med hospitalet, hvor de påtog sig ad hoc opgaver inden for rygkirurgi. Hospitalet stillede operationsstuer, apparatur og nødvendigt personale, herunder anæstesiolog, til rådighed. Konsulenterne var berettiget til at anvende eget instrumentarium, men måtte ikke foretage indkøb på hospitalets vegne. Opgaverne omfattede forundersøgelser, operationer, efterbehandling og genoptagelse af behandlingsforløb. Hospitalet fastlagde behandlingspriser i samråd med konsulenterne, og honoraret var normalt en procentdel af patientprisen. Aftalen kunne opsiges til ophør med afslutning af igangværende behandlinger, og konsulenterne forpligtede sig til at genoptage patientforløb uden yderligere honorering efter samarbejdets ophør, hvis hospitalet fandt det påkrævet.

Lægerne var omfattet af hospitalets patientforsikring, men havde også tegnet egen lægeansvarsforsikring. Hospitalet var registreret i Sundhedsstyrelsen med en virksomhedsansvarlig læge. Lægerne arbejdede i gennemsnit 1,8-2,5 dage om måneden. Honorarerne blev udbetalt på baggrund af interne tidsskemaer, og hospitalets personale hjalp med at sammentælle og afstemme ydelsesbeløbene. Betaling for tilsyn i det postoperative forløb skete ved modregning i lægernes honorar.

SKATs afgørelse byggede på en vurdering af, at lægerne var lønmodtagere. Argumenterne inkluderede, at lægerne var underlagt hospitalets tilsyn og kontrol, udførte arbejde for hospitalets regning, var omfattet af hospitalets patientforsikring, modtog vederlag udelukkende for personlig arbejdsydelse uden selv at medbringe materialer eller personale, og ikke bar en reel økonomisk risiko for tab. SKAT bemærkede også, at der ikke var udarbejdet nye kontrakter med de selskaber, som lægerne senere stiftede i Sverige.

Hospitalet argumenterede imod indeholdelsespligten og henviste til, at lægerne var selvstændigt erhvervsdrivende. De fremhævede, at lægerne ikke var underlagt instruktion med hensyn til udførelsen af ydelserne eller arbejdstiden, og at deres vederlag var afhængigt af patientgrundlaget. Hospitalet anførte, at den virksomhedsansvarlige læges tilsyn alene skyldtes lovkrav og ikke daglig kontrol. De fremhævede også, at lægerne selv betalte for tilsyn af andre læger i det postoperative forløb, dækkede egen ansvarsforsikring og 50% af transportudgifterne. Hospitalet mente, at der var en økonomisk risiko forbundet med arbejdet, da lægerne selv var ansvarlige for genoptagelse af tidligere operationer uden yderligere honorering, og at branchen var kendetegnet ved vidensbaserede ydelser med begrænsede udgifter. Hospitalet henviste desuden til tidligere afgørelser, herunder SKM2004.286 og TfS2004.908, samt en afgørelse fra skatteankenævnet, hvor lignende forhold førte til klassificering som selvstændig erhvervsdrivende.

Honorarer udbetalt til læge A

Honorarer optjent og udbetalt til læge B

SKATs afgørelse om indeholdelsespligt var baseret på Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1 om skattepligt for personligt arbejde i tjenesteforhold, Kildeskatteloven § 43, stk. 1 om A-indkomst, Kildeskatteloven § 46, stk. 1 om indeholdelsespligt, samt Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra a og Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 1 om arbejdsmarkedsbidrag og indeholdelsespligt heraf. Afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsvirksomhed blev foretaget på baggrund af kriterierne i SKATs cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven punkt 3.1.1.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at hospitalet var forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af fremtidige vederlag til de to læger. Retten fandt, at lægerne A og B måtte anses for at være lønmodtagere i relation til deres arbejde på hospitalet.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Hospitalet stillede alle de nødvendige faciliteter og arbejdsredskaber til rådighed for lægernes arbejde.
• Hospitalet bar den overordnede risiko for arbejdets udførelse, herunder ansvaret over for de patienter, der blev behandlet på hospitalet.
• Den risiko, lægerne måtte have i relation til tabt honorar ved patientudeblivelse, medførte ikke en risiko for tab, men blot for et mindre honorar.

Da der forelå et lønmodtagerforhold, var det udbetalte vederlag A-indkomst for lægerne, og hospitalet var indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af de udbetalte beløb i henhold til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 1. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en samlet vurdering af forholdet mellem lægerne og hospitalet, med udgangspunkt i kriterierne angivet i SKATs cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven punkt 3.1.1.