Fradrag for moms af tab på varedebitorer nægtet grundet usædvanlig kredit mellem interesseforbundne selskaber

Sagen omhandlede et bortforpagterselskabs (G1) krav om fradrag for moms af et konstateret tab på en fordring mod dets søsterselskab, forpagterselskabet (G2), som var gået konkurs. G1's indtægter stammede fra en forpagtningsaftale med G2, hvor G1 bortforpagtede driften af tre ejendomme og produktionsudstyr. Mellemværendet mellem selskaberne var vokset betydeligt over flere år, og selvom der var sket delvise betalinger og en gældskonvertering til selskabskapital, var tilgodehavendet fortsat stigende. G2 blev taget under konkursbehandling, og kurator vurderede, at der ikke ville blive udbetalt dividende til de usikrede kreditorer.

SKAT havde forhøjet G1's afgiftstilsvar med tilbageført købsmoms, idet de mente, at tilgodehavendet havde udviklet sig til et egentligt låneforhold. SKAT argumenterede, at G1 løbende havde ydet G2 kredit ud over normale handelsvilkår, og at gælden var opbygget over en længere årrække uden tilstrækkelige inddrivelsesforsøg. SKAT fremhævede, at G2 indgik nye leasingaftaler trods betalingsproblemer, og at G1 bar alle væsentlige risici, hvilket indikerede et interessefællesskab frem for almindelige forretningsmæssige vilkår. SKAT påpegede også, at tabet var opgjort skønsmæssigt.

Klageren (G1) påstod principalt fradrag for moms af det konstaterede tab og subsidiært et mindre beløb. Klageren argumenterede, at tabet ikke havde karakter af et låneforhold, da der var udstedt fakturaer og aftalen var tinglyst. Det blev fremhævet, at kurator havde anerkendt forpagtningsaftalen som en realitet. Klageren anførte desuden, at G1 reelt ikke havde noget alternativ til at lade forpagtningsaftalen fortsætte, da produktionsudstyret var specialiseret, og eksisterende leasingaftaler med tredjemand ikke kunne opsiges uden økonomisk tab. Dette gjorde, at den opståede mellemregning måtte anses for forretningsmæssigt begrundet, og tabet dermed fradragsberettiget.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede, at det følger af Momsloven § 27, stk. 6, at der i afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser. Den tilsvarende bestemmelse findes i momssystemdirektivets artikel 90, stk. 1. Det er en betingelse, at der er konstateret et tab, og at tabet skal relatere sig til en momspligtig leverance. Kurator havde erklæret, at det var usandsynligt, at der ville blive udbetalt dividende til de ikke særligt sikrede kreditorer i forpagterselskabet.

Flertallets afgørelse (3 retsmedlemmer, herunder retsformanden)

Flertallet fandt, at der i mellemværendet mellem de interesseforbundne selskaber var ydet en kredit, der lå ud over det sædvanlige. Tabet på konstateringstidspunktet kunne derfor ikke anses for at relatere sig til en momspligtig ydelse. Dette blev begrundet med:

• Det lange tidsrum fra fordringens stiftelse til tabskonstateringen.
• Bortforpagterselskabet havde ikke taget skridt til inddrivelse af fordringen.
• Kreditten blev anset for at være ydet ud fra varetagelse af bortforpagterselskabets formueinteresser, ikke forretningsmæssige forhold.
• Det havde været muligt for begge parter at genforhandle forpagtningsaftalens vilkår eller opsige aftalen, hvilket ikke skete.
• Forpagterselskabets løbende betalinger over en femårig periode samt gældskonvertering havde ikke dækket forpagtningsafgiften eller nedbragt gælden.
• Repræsentantens anførelse om, at bortforpagterselskabet ville have svært ved at finde en ny forpagter, understøttede, at alene bortforpagterselskabets interesser blev varetaget.
• Forpagtningsaftalen var ikke genforhandlet over en længere periode, hvilket tydede på, at samhandlen ikke udelukkende var forretningsmæssigt begrundet, men også havde til formål at sikre bortforpagterselskabet en sikker og løbende indtægt uden egentlig forretningsmæssig risiko.
• Det blev anset for usandsynligt, at forpagterselskabet ville have indgået en tilsvarende aftale med et ikke-interesseforbundet selskab uden at forsøge at ændre vilkårene. Forpagtningsaftalen og mellemværendet blev derfor betragtet som et udslag af interessefællesskabet mellem selskaberne. Det forhold, at bortforpagterselskabet havde indgået andre leasingkontrakter, ændrede ikke ved denne vurdering.

Mindretallets afgørelse (1 retsmedlem)

Et retsmedlem fandt ikke, at mellemværendet havde skiftet karakter til et egentligt låneforhold.

Afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og stadfæstede SKAT's afgørelse, hvilket betød, at der ikke kunne indrømmes fradrag for momsen af hele tabet på det pågældende mellemværende. SKAT's afgørelse blev tiltrådt af Skatteministeriets Koncerncenter.