Skattepligt af lejeindtægter og kontoindsættelser - Fristoverskridelse og manglende dokumentation

Sagen omhandler en klagers skattepligt af lejeindtægt fra udlejning af en del af sin ejendom til et selskab, samt skattepligt af en række indsætninger på klagerens bankkonto. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2004-2008 baseret på disse indtægter.

Klageren ejede ejendommen, hvorfra selskabet [virksomhed1] ApS, stiftet af klagerens søn og senere drevet af ægtefællen, opererede. Selskabet havde fratrukket huslejeudgifter i sine regnskaber, men klageren havde ikke selvangivet disse indtægter. Derudover havde SKAT identificeret yderligere indsætninger på en konto, benævnt "aktionærlønkonto", som SKAT anså for skattepligtig indkomst fra personlig virksomhed, herunder fra hundeklubber og trykning af kataloger.

Klagerens repræsentant anførte, at kontoen primært tilhørte ægtefællen, og at indsætningerne dels dækkede husleje, dels løn til ægtefællen, og dels indtægter, der rettelig skulle have været indtægtsført i selskabet. Det blev også fremhævet, at SKAT ikke havde taget højde for eventuelle udgifter forbundet med den personlige virksomhed.

En central del af sagen vedrørte gyldigheden af SKATs ansættelser for indkomstårene 2004-2006. Klageren gjorde gældende, at SKATs agterskrivelser var udsendt efter udløbet af den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, og at SKAT ikke havde opfyldt begrundelseskravet for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 i de oprindelige agterskrivelser og afgørelser.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs ansættelsesændringer for indkomstårene 2004, 2005 og 2006 var ugyldige. Dette skyldtes, at SKAT ikke havde overholdt reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. SKAT modtog det relevante materiale fra klagerens revisor den 29. september 2009, men agterskrivelserne blev først udsendt den 12. maj 2010, hvilket var efter udløbet af 6-månedersfristen.

Landsskatteretten bemærkede, at selvom den oprindelige begrundelse for ekstraordinær genoptagelse i agterskrivelserne og afgørelserne af 11. juni 2010 var mangelfuld i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, og dermed Skatteforvaltningsloven § 20, blev denne mangel anset for uvæsentlig, da SKAT efterfølgende genfremsendte afgørelserne den 18. juni 2010 med henvisning til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Dog var overskridelsen af reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 afgørende for ugyldigheden af ansættelserne for 2004-2006.

For indkomstårene 2007 og 2008 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

Skattepligt af lejeindtægt

Retten var enig med SKAT i, at de indsættelser på konto nr. [...52] benævnt "husleje" var skattepligtige for klageren i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Dette skyldtes, at klageren var 100 % ejer af ejendommen i den omhandlede periode. Klagerens påstand om fradrag for udgifter ved udlejningen blev afvist, da der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation eller sandsynliggørelse for sådanne udgifter.

Skattepligt af øvrige indsætninger

Landsskatteretten fandt også, at de øvrige indsættelser på konto nr. [...52], som ikke var benævnt "husleje", ligeledes var skattepligtige for klageren som indkomst fra personlig virksomhed, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Disse indsættelser omfattede beløb fra diverse kennelklubber og trykning af kataloger og blade. Retten lagde vægt på, at der ikke var overført penge til selskabet, hvilket kunne begrunde beskatning der. Klagerens krav om fradrag for driftsomkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a blev afvist på grund af manglende dokumentation og sandsynliggørelse.

Anvendelse af kontoen

Ved afgørelsen af ovenstående lagde Landsskatteretten vægt på, at det ikke var afkræftet, at klageren var medejer af kontoen, at klageren i hvert fald ifølge det oplyste har haft fuldmagt til kontoen, og at klagerens ægtefælle var udrejst til England i den i sagen omhandlende periode, hvor der ikke på noget tidspunkt i perioden er foretaget indsættelser eller hævninger i England. Det måtte således lægges til grund, at klagerens ægtefælle ikke anvendte kontoen i den omhandlende periode, men at det udelukkende var klageren, der anvendte kontoen i den omhandlende periode, hvorved de skattepligtige indsættelser på kontoen måtte anses for at vedrøre klageren.