Salg af 2. sorteringsvarer til ansatte under kostpris var et skattepligtigt personalegode

Sagen omhandlede, hvorvidt et selskab kunne sælge 2. sorteringsvarer til sine medarbejdere til priser under kostpris uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne. Selskabet, der producerer tøj, solgte defekte returvarer til ansatte fra en intern butik. Priserne var lavere end selskabets kostpris, men højere end den alternative afsætningspris på ca. 1 Euro pr. del ved salg til 3. lande.

Selskabet argumenterede for, at da der ikke fandtes et frit marked for disse varer, og da salgsprisen til medarbejderne oversteg den eneste anden mulige salgspris, var der ikke tale om en skattepligtig rabat. SKAT fandt derimod, at medarbejderne skulle beskattes af forskellen mellem deres købspris og selskabets kostpris, da godet var modtaget som led i ansættelsesforholdet.

Prisliste for 2. sorteringsvarer

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fastslog, at muligheden for at købe varerne var et skattepligtigt personalegode i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 1. Da der ikke var et frit marked, skulle værdien fastsættes skønsmæssigt. Retten fandt SKATs skøn, hvor kostprisen blev anvendt som referenceværdi, for at være rimeligt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs bindende svar.

Retten lagde til grund, at når en lønmodtager modtager goder af pengemæssig værdi ud over lønnen, skal disse medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. Statsskatteloven § 4. Vederlag i form af goder som led i et ansættelsesforhold er skattepligtige i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 1.

Muligheden for at købe 2. sorteringsvarer var betinget af ansættelse i selskabet og udgjorde derfor et skattepligtigt personalegode. Værdien af sådanne goder skal fastsættes til den pris, det ville koste den ansatte at erhverve godet i fri handel, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3.

Landsskatteretten anerkendte, at der ikke eksisterede et frit marked for selskabets 2. sorteringsvarer i de lande, hvor selskabet havde BRAND butikker. I sådanne tilfælde må værdien fastsættes ved et skøn. SKAT havde skønnet, at medarbejderne skulle beskattes af differencen mellem deres købspris og selskabets kostpris. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte dette skøn som urimeligt og stadfæstede derfor SKATs afgørelse.