Beskatning af fri briller: Privat rådighed og bagatelgrænse

Sagen omhandlede SKATs ansættelse af værdi af fri briller for en klager i indkomstårene 2011 og 2012. SKAT havde beskattet klageren af værdien af brillerne, som var modtaget fra arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, med den begrundelse, at brillerne var overdraget til privat rådighed og ikke primært var et arbejdsredskab.

Faktiske oplysninger

Klageren var ansat i [virksomhed1] A/S og modtog briller til en værdi af 8.468 kr. i 2011 og 4.116 kr. i 2012. Arbejdsgiveren havde afholdt udgifter til individuel tilpasning, og der var ingen egenbetaling fra klageren. Ifølge arbejdsgiveren var brillerne til rådighed for privat brug og overdraget uden betaling. Der forelå ingen skriftlig brillepolitik for de omhandlede år. En efterfølgende bindende svaranmodning fra arbejdsgiveren (SKM2013.663.SR) vedrørte udlån af briller som skattefrit gode, men dette svar var fremadrettet og baseret på en specifik politik om, at brillerne skulle forefindes på arbejdspladsen, når de ikke blev brugt til markedsføringsaktiviteter.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt, at klageren var skattepligtig af værdien af brillerne, da de blev anset for et skattepligtigt personalegode. SKAT argumenterede for, at brillerne ikke alene var et arbejdsredskab, men også bidrog til klagerens udseende og trådte i stedet for private briller. SKAT mente, at brillerne ikke i overvejende grad var stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, og at den private anvendelse havde et større omfang end den arbejdsrelaterede. Værdiansættelsen skulle ske til markedsværdien, som i dette tilfælde blev anset for arbejdsgiverens kostpris.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at forhøjelsen skulle frafaldes. Principalt blev det anført, at brillerne var et skattefrit arbejdsredskab, da de udelukkende blev udlånt i arbejdsgiverens interesse for at markedsføre selskabets produkter. Medarbejderne var pålagt at bære specifikke modeller og skifte briller flere gange dagligt. Det blev fremhævet, at det bindende svar (SKM2013.663.SR) støttede dette synspunkt, og at de faktiske forhold i 2011 og 2012 var i overensstemmelse med den senere nedskrevne politik.

Subsidiært blev det anført, at brillerne var omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder på 5.500 kr. (2011 og 2012), jf. Ligningsloven § 16, stk. 3, 6. pkt.. Værdiansættelsen skulle i så fald ske på baggrund af en markedsleje, som blev estimeret til 199 kr. pr. måned, svarende til maksimalt 2.388 kr. årligt, da medarbejderen kun kunne bære ét par briller ad gangen.

Mere subsidiært blev det argumenteret, at klageren ikke havde opnået et sparet privatforbrug, da brillerne kun blev lånt og brugt i erhvervsmæssig sammenhæng. Hvis der alligevel skulle ske beskatning, skulle værdien opgøres ud fra arbejdsgiverens gennemsnitlige kostpris fordelt over brillernes forventede levetid på ca. 4 år, hvilket ville give en maksimal årlig værdi på 1.468,75 kr.

Klageren fastholdt, at brillerne kun var udlånt og ikke overdraget til eje, og at SKATs referater ikke korrekt afspejlede de faktiske forhold. Klageren mente også, at det bindende svar var retningsgivende, da de beskrevne vilkår for udlån allerede var gældende i 2011 og 2012, bortset fra et vilkår om køb af nye briller hvert 3. år.

SKATs ansættelse af værdi af fri briller

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren som led i sit ansættelsesforhold havde modtaget briller til vederlagsfri benyttelse. På baggrund af de foreliggende oplysninger blev det lagt til grund, at brillerne i indkomstårene 2011 og 2012 havde været til ubegrænset rådighed for klagerens private brug. Dette blev understøttet af arbejdsgiverens forklaring til SKAT om privat rådighed og fraværet af en aftale, der begrænsede privat anvendelse.

Landsskatteretten bemærkede, at det bindende svar (SKM2013.663.SR) kun var gældende fremadrettet og derfor ikke kunne lægges til grund for klagerens skatteansættelser for de omhandlede indkomstår, da de faktiske forhold ikke var identiske. På denne baggrund kunne brillerne ikke anses for et skattefrit arbejdsredskab, som var udlånt af arbejdsgiveren.

Landsskatteretten fandt dog grundlag for at anse brillerne for at være ydet af arbejdsgiveren i overvejende grad af hensyn til klagerens arbejde. Dette betød, at beskatning kun skulle ske, hvis den samlede værdi af personalegoder oversteg bagatelgrænsen, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3, 6. pkt..

Det blev endvidere fastslået, at brillerne måtte anses for at være udlånt til klager og ikke overdraget til eje, som SKAT havde forudsat. Værdiansættelsen efter Ligningsloven § 16, stk. 3 skulle derfor tage udgangspunkt i en gennemsnitlig levetid for et par briller, uanset hvor mange briller klager faktisk havde haft til rådighed. Den beløbsmæssige opgørelse efter Ligningsloven § 16, stk. 3 og anvendelsen af bagatelgrænsen blev henskudt til SKAT, jf. Forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.