Salg af 2. sorteringsvarer til medarbejdere under kostpris - Momsgrundlag

Sagen omhandlede et bindende svar, hvor SKAT havde svaret nej til spørgsmålet, om et selskab kunne sælge 2. sorteringsvarer til medarbejdere til priser under kostpris, uden at dette fik momsmæssige konsekvenser.

Sagens baggrund

Selskabet, [virksomhed1] A/S, designer og producerer tøjmærker og accessories. De modtager dagligt returvarer med fejl og mangler, som gør produkterne usælgelige i deres BRANDbutikker. Selskabet har et koncept om ikke at etablere 2. sorteringsbutikker i lande med BRANDbutikker. Før 2. sorteringsprodukterne afsættes til aftagere i 3. lande (f.eks. Ghana, Uganda) til meget lave priser (f.eks. 1 euro pr. del) eller destrueres, gives medarbejderne mulighed for at købe varerne til priser under kostpris, men over prisen opnået ved salg til 3. lande. Salget til medarbejdere foregår i en 2. sorteringsbutik, der i gennemsnit har åbent 4 dage á ca. 2 timer om måneden, og priserne er standardiserede som følger:

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT afviste anmodningen med den begrundelse, at momsgrundlaget for 2. sorteringsvarer solgt til personale skulle være kostprisen. SKAT mente ikke, at der fandtes en normalværdi for disse varer, da salg til lande som Ghana og Uganda ikke var sammenlignelige med leverancer på et frit europæisk marked. Der blev henvist til Momsloven § 28 og Momsloven § 29 samt Momsvejledningen 2010, afsnit G.3 og D.4.2.1.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabet påstod, at det bindende svar skulle ændres til ja. De argumenterede for, at bestemmelserne i Momsloven § 29 om interessefællesskab, jf. Momssystemdirektivet artikel 80, er indført for at bekæmpe momssvig eller -unddragelse. Selskabets fremgangsmåde kunne ikke karakteriseres som momssvig, da salget foregik til medarbejdere og varerne beviseligt repræsenterede en værdi, der var mindre end selskabets indkøbspris på grund af fejl og mangler. De mente, at bestemmelserne ikke ukritisk kunne overføres til salg af værdiforringede varer, og at den administrative byrde ved at forsøge at nedsætte indkøbsprisen ville overstige de potentielle refusionsbeløb. Selskabet fremhævede, at salgsprisen for 2. sorteringsvarer til 3. lande var lavere end til medarbejdere, og der derfor ikke var ydet en rabat.

Skatteministeriets bemærkninger

Skatteministeriet var uenig i Landsskatterettens kontors indstilling om at ændre det bindende svar til ja. De anførte, at da salget til medarbejderne skete til priser lavere end de faktiske fremstillingspriser, og aftagerne ikke havde fuld fradragsret, samt parterne måtte anses for interesseforbundne, skulle momsgrundlaget opgøres efter Momsloven § 28, stk. 3, jf. Momsloven § 29, stk. 1, 2. led. Da der ikke forelå sammenlignelige leveringer, skulle momsgrundlaget fastsættes til indkøbs- eller fremstillingsprisen uden tillæg af sædvanlig avance. Ministeriet henviste til forarbejderne til bestemmelsen (2007/2 LFS 32) og SKM2008.826, der understøtter, at normalværdien mindst skal udgøre fremstillingsprisen for at hindre momsmisbrug.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten lagde til grund, at spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt selskabet ved salg af 2. sorteringsvarer til medarbejdere til priser under kostprisen kunne anvende salgsprisen som momsgrundlag, jf. Momsloven § 27, stk. 1. Det blev anset for ubestridt, at der forelå salg til interesseforbundne parter som defineret i Momsloven § 29, stk. 3, og at køberne ikke havde fuld fradragsret.

Landsskatteretten fandt, ligesom SKAT, at momsgrundlaget skulle fastsættes til kostprisen. Dette skyldtes, at det ikke var godtgjort, at der forelå en normalværdi som omhandlet i Momsloven § 28, stk. 3, 1. pkt., jf. bestemmelsens 2. pkt.

Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs bindende svar.