Manglende medregning af fakturaindtægt og nægtet fradrag for fremmed arbejde

Sagen omhandlede en klager, der var hovedaktionær i et anpartsselskab og drev en selvstændig virksomhed. Klagen vedrørte to hovedpunkter: en ikke-medregnet indtægt fra en udstedt faktura og et nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde.

Indtægt i henhold til faktura

Klageren havde i januar 2004 udstedt en faktura på 204.500 kr. ekskl. moms til sit anpartsselskab for honorar for salg af kommanditandele i 2003. Beløbet var ikke medregnet i klagerens omsætning. Klageren argumenterede for, at beløbet ikke skulle indtægtsføres, da det ikke var forfaldent til betaling, idet betalingen var betinget af, at et tredjepartsselskab (virksomhed8 A/S) betalte til klagerens anpartsselskab. Klageren fastholdt, at han ikke havde modtaget beløbet, og at fakturaen var en proformafaktura. Skatteankenævnet havde beskattet klageren af beløbet med henvisning til Statsskatteloven § 4, litra a, idet de mente, at beløbet var helt eller delvist betalt ifølge anpartsselskabets stævning mod tredjepartsselskabet.

Udgift til fremmed arbejde

Klageren havde fratrukket 128.000 kr. som udgift til fremmed arbejde, specifikt honorar og a conto provision til to eksterne sælgere for salg af anparter. Sælgerne havde kvitteret for modtagelsen af beløbene. Klageren havde dog ikke indberettet beløbet som B-indkomst for modtagerne. Skatteankenævnet nægtede fradrag for udgiften med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, idet de mente, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at der var tale om en driftsomkostning, og at klageren ikke havde opfyldt sin indberetningspligt efter Skattekontrolloven § 7 A. Klagerens repræsentant argumenterede for, at udgiften var en driftsomkostning, og at manglende indberetning ikke fratog udgiften dens erhvervsmæssige karakter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende både den ikke-medregnede indtægt og det nægtede fradrag.

Vedrørende indtægt i henhold til faktura

Landsskatteretten fandt, at de 204.500 kr. måtte anses for skattepligtig indkomst for klageren i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Retten lagde vægt på følgende:

• Fakturaen var udstedt i overensstemmelse med en forhandleraftale.
• Der var ikke fremlagt forhandleraftale eller yderligere oplysninger om, hvad der var sket efter udstedelsen af fakturaen, trods anmodning herom.
• Af en sælgerafregning fremgik det, at en del af beløbet (158.503,44 kr.) var betalt, mens resten (45.996,56 kr.) var angivet som et tilgodehavende.
• Klagerens angivelse af, at fakturaen skulle anses for en proformafaktura, blev ikke tillagt betydning.

Vedrørende udgift til fremmed arbejde

Landsskatteretten fandt, at der ikke var fradragsret for de 128.000 kr. som udgifter til honorar. Retten begrundede dette med, at:

• Det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at der var tale om betaling for udført arbejde.
• Det ikke var dokumenteret, at de omhandlede udgifter ikke allerede var indeholdt i virksomhedens samlede udgift til fremmed arbejde på 635.820 kr. i 2005.
• Klageren ikke havde indberettet beløbet som en oplysningspligtig B-indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 7 A.

Fradragsretten for udgifter til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten er reguleret af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Personskatteloven § 3, stk. 2.