Privatbenyttelsesafgift af Mercedes-Benz leaset af take away-selskab

Sagen omhandlede et selskabs leasede Mercedes-Benz, som SKAT havde anset for privat benyttet, hvilket medførte krav om betaling af privatbenyttelsesafgift. Selskabet, der drev tre take-away forretninger, var ejet af et ægtepar, hvis bopæl også var selskabets forretningsadresse. Køretøjet, en Mercedes-Benz, var registreret til godstransport erhverv, men blev observeret af politiet parkeret ved hovedanpartshavernes bopæl på 10 forskellige tidspunkter i perioden oktober-november 2009. Køretøjet blev omregistreret til godstransport privat/erhverv fra april 2010 efter SKAT's afgørelse.

Selskabet argumenterede for, at køretøjet udelukkende var benyttet erhvervsmæssigt. Ægteparret oplyste, at de arbejdede fra bopælen med administration og bogføring, og at al kørsel var ekstraordinær i forbindelse med indkøb, mangelsituationer og problemløsning. De hævdede, at der ikke blev kørt direkte til forretningerne, og at leverancer af råvarer skete direkte til forretningerne fra leverandører. Køretøjet var angiveligt specialindrettet til udbringning af catering til receptioner, bryllupper mv., selvom denne del af forretningen ikke var omfattende. Ægteparret havde desuden en privat Audi A6 til privat kørsel og en VW Transporter kassevogn til byggematerialer og lageropbevaring.

SKAT fastholdt, at kørslen mellem bopælen og forretningerne var privat, da bopælen i skattemæssig henseende ikke blev betragtet som en arbejdsplads, men som en privatadresse, uanset om der blev udført arbejde derfra. SKAT henviste til SKM2009.126.ØLR og bemærkede, at en vagtordning ikke ændrede kørsel mellem hjem og forretning til erhvervskørsel. Der var ikke ført kørselsregnskab for køretøjet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKAT's afgørelse om, at selskabets leasede køretøj skulle omregistreres til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse fra den 26. april 2007, og at selskabet var pligtig til at betale privatbenyttelsesafgift.

Retten henviste til Vægtafgiftsloven § 2, stk. 1, 2 og 3, som fastslår, at der skal betales vægtafgift af afgiftspligtige køretøjer, og at et køretøj anses for privat benyttet, når det ikke anvendes i forbindelse med udøvelse af virksomhed, eller blandet privat og erhvervsmæssigt, når det anvendes til formål, der er virksomheden uvedkommende. Det påhviler selskabet at godtgøre, at køretøjet udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Bopæl som arbejdssted: Køretøjet blev dagligt medbragt til hovedanpartshavernes private bopæl. Selvom bopælen var registreret som selskabets forretningsadresse, tillagdes dette ikke afgørende betydning, da det ikke var dokumenteret ved lejeaftaler eller andet, at selskabet rådede over egentlige lokaler eller faciliteter på bopælen. Selskabets primære aktivitet fandt sted fra forretningerne i [by1] og [by2]. Kørsel mellem privat bopæl og virksomhedens adresse anses som udgangspunkt ikke for erhvervsmæssig kørsel, jf. bl.a. SKM2005.415.ØLR og SKM2005.494.ØLR.
• Køretøjets egnethed og kørselsregnskab: Køretøjet var egnet som et alternativ til et privat køretøj, og der var ikke ført kørselsregnskab for anvendelsen af køretøjet. Dette bidrog til, at selskabet ikke kunne godtgøre den udelukkende erhvervsmæssige anvendelse.
• Vagtordning: Argumentet om en ubrydelig vagtordning blev ikke anset for tilstrækkeligt dokumenteret. Det fremgik ikke, hvornår virksomheden generelt havde været kaldt ud til vagt, hvem der havde udført udkaldet, eller om det var afgørende, at indehaveren benyttede virksomhedens bil i disse situationer.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen udelukkende havde været anvendt til kørsel i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. SKAT's afgørelse blev derfor anset for korrekt.