Afslag på ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 1999 stadfæstet grundet overskredet frist

Sagen omhandler en klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1999, primært vedrørende fradrag for renteudgifter i forbindelse med en selvskyldnerkaution. Klageren havde i 1997 indgået en selvskyldnerkautionsaftale med [finans2] (tidligere [finans1]) for et selskabs gæld. Da hoveddebitor misligholdt sin forpligtelse i 1998, blev kautionsforpligtelsen gjort gældende over for klageren, og der påløb renter.

Klageren foretog fradrag for renteudgifter i 1999 og 2000, men skatteafdelingen nægtede fradragene i 2003 med henvisning til manglende dokumentation for en retlig bindende forpligtelse. Klageren anførte, at han ikke modtog afgørelsen af 3. juni 2003, og at klagefristen derfor blev overskredet. Han anmodede efterfølgende om genoptagelse for 1999, 2000 og 2001.

Sagsforløb og argumenter

Skatteafdelingen og senere skatteankenævnet afslog genoptagelse for 1999 og 2000, idet betingelserne for ordinær og ekstraordinær genoptagelse i henhold til den dagældende skattestyrelseslovs §§ 34 og 35 ikke var opfyldt. For 2001 afviste ankenævnet at behandle sagen, da der ikke forelå en afgørelse fra skatteafdelingen.

Klageren påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, som i en kendelse af 6. september 2006 stadfæstede ankenævnets afgørelse for 1999 og 2000. For 1999 henviste Landsskatteretten klageren til at anmode Skattecentret om ekstraordinær genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8, da regionen ikke havde foretaget en prøvelse af, om der forelå særlige omstændigheder.

Klageren anmodede herefter Skattecentret om ekstraordinær genoptagelse for 1999. Skattecentret afslog anmodningen den 9. januar 2007 og igen den 12. februar 2007. Skattecentret argumenterede for, at klageren allerede den 1. februar 1999 havde kundskab om kautionsforpligtelsen og muligheden for at fremskaffe dokumentation. De mente derfor, at seksmånedersfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 ikke var overholdt, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde dispensation eller genoptagelse. Skattecentret anførte desuden, at selv med dokumentation ville fradrag for renter i 1999 ikke kunne godkendes på grund af restance for tidligere års renter, jf. Ligningsloven § 5, stk. 8, og klagerens insolvens.

Klagerens repræsentant fastholdt, at klageren havde ret til fradrag for renteudgifterne, og at skatteansættelsen var materielt forkert. Det blev anført, at de nye oplysninger, som skatteankenævnet havde lagt til grund for at anerkende den retlige forpligtelse, først var fremlagt i 2005. Repræsentanten argumenterede for, at reaktionsfristen på 6 måneder var overholdt, da klageren ikke havde adgang til de relevante dokumenter tidligere, eller subsidiært, at der burde gives dispensation fra fristen på grund af sagens særlige omstændigheder, herunder manglende modtagelse af afgørelsen og klagerens økonomiske situation. Det blev også fremhævet, at skatteankenævnet havde anerkendt klagerens retlige forpligtelse til at betale gæld og renter.

Renteopgørelse

Skattecentret fremlagde en renteopgørelse fra [finans2] for at illustrere de tilskrevne renter:

Denne tabel blev brugt til at argumentere for, at de tilskrevne renter for 1999 udgjorde 4.125.942 kr., ikke 655.371 kr., og at der var restance for tidligere års renter, hvilket ville forhindre fradrag i henhold til Ligningsloven § 5, stk. 8.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse om afslag på ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 1999.

Retten lagde vægt på følgende:

• Klageren måtte anses for at være kommet til kundskab om kautionsforpligtelsen og dermed de relevante forhold allerede den 1. februar 1999, da han modtog en skrivelse fra [finans1] A/S.
• Det var ikke dokumenteret, at klageren havde fremsendt det nødvendige materiale til skatteforvaltningen før den 26. august 2003.
• Som følge heraf havde klageren ikke overholdt den seksmåneders reaktionsfrist, der er fastsat i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.
• Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra den overskredne frist.

Landsskatteretten var desuden enig med ankenævnet i, at klageren ikke havde fremlagt oplysninger vedrørende renteudgifter, der kunne begrunde en ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2000, og stadfæstede derfor ankenævnets afgørelse af 15. december 2004 på dette punkt. Retten var heller ikke enig i, at gældsforholdet kunne karakteriseres som et løbende mellemværende omfattet af Ligningsloven § 5, stk. 8.

For indkomståret 2001 afviste Landsskatteretten klagen i henhold til Skatteforvaltningsloven § 45, stk. 1, da spørgsmålet om genoptagelse ikke tidligere var blevet behandlet af skatteforvaltningen og skatteankenævnet.