Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig indkomstforhøjelse for frisørvirksomhed

Klagen omhandlede en forhøjelse af klagerens indkomst, hvor stridspunktet var, hvorvidt forhøjelsen udelukkende skulle anses for en skønsmæssig ansættelse i henhold til Skattekontrolloven § 3, stk. 4 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3, eller om den delvist kunne baseres på konkret konstaterede mangler, som Skatteankenævnet havde gjort gældende.

Sagens oplysninger

Klageren drev frisørvirksomheden "[virksomhed1]" indtil 1. april 2006, hvorefter virksomheden blev solgt for 80.000 kr. (20.000 kr. for inventar og 60.000 kr. for goodwill). Samtidig etablerede klageren et samarbejde og en ny virksomhed, "[virksomhed2]", fra en ny adresse. Ved et uanmeldt kontrolbesøg i november 2007 konstaterede SKAT, at virksomheden solgte både klipninger, farvninger, hårprodukter, hudpleje og smykker. Det blev også bemærket, at klageren og medinteressenten havde separate aftalebøger og varelager, og at kasseapparatet var inddelt i grupper for hver person og produkttype.

For perioden 1. januar - 31. marts 2006 for "[virksomhed1]" var den selvangivne omsætning 37.237 kr. SKAT opgjorde dog den samlede omsætning for samme periode til 68.262 kr. ekskl. moms baseret på kasserapporter, bankudskrifter og Dankortsalg, hvilket resulterede i en difference på 30.564 kr. For "[virksomhed2]", opstartet 1. april 2006, var der ingen bogført omsætning for april og maj. SKAT's opgørelse for perioden 1. april - 31. december 2006 viste betydelige afvigelser mellem bogført omsætning og faktiske indbetalinger:

SKAT forhøjede klagerens indkomst med i alt 219.561 kr., heraf 5.000 kr. vedrørende salg af varelagerbeholdning.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet opdelte SKAT's forhøjelse i to dele: en skønsmæssig forhøjelse på 89.926 kr. og en konkret konstateret forhøjelse på 129.635 kr. Den konkrete del omfattede manglende bogføring af Dankortindbetalinger og fejl mellem kassekladde og bogføring, samt de 5.000 kr. for varelageret. Nævnet henviste til Skattekontrolloven § 3, stk. 4, Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Statsskatteloven § 4. Den skønsmæssige del på 89.926 kr. vedrørte manglende kontantsalg, opgjort ud fra et konstateret kontantsalg ved kontrolbesøg og dage uden registreret kontantsalg. Nævnet var enig i, at regnskabsgrundlaget kunne tilsidesættes på grund af mangler i kasseregnskabet og bogføringen, med henvisning til bl.a. SKM 2001.107, TfS 1996.33 og SKM 2001.439.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at hele forhøjelsen på 219.561 kr. skulle ske som en skønsmæssig forhøjelse, jf. retningslinjerne i SD-cirkulære nr. 4 af 13/1 1988. Repræsentanten var ikke uenig i det samlede beløb, men i opdelingen mellem konkret og skønsmæssig forhøjelse, og henviste til udtalelser fra Told- og Skattestyrelsen om, at hele bogholderiet tilsidesættes ved skønsmæssig ansættelse. Klageren erkendte fejl i bogholderiet, men afviste forsæt, og forklarede fejlene med manglende erfaring og kendskab til bogføring, samt en vanskelig periode med virksomhedssalg og -opstart. Klageren anførte, at den skønsmæssige ansættelse burde baseres på en konkret vurdering af privatforbruget, som med den samlede forhøjelse var ca. 186.000 kr., hvilket blev anset for passende, men i overkanten sammenlignet med efterfølgende år. Klageren bestred også, at bank- og Dankortindsætninger nødvendigvis var lig med salg, da de kunne omfatte overskudslikviditet eller "hævet over beløbet". Endvidere anførte klageren, at varelageret var estimeret og ikke konkret optalt, og at de 5.000 kr. for varelageret allerede var indtægtsført tidligere.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst, og erhvervsdrivende skal kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, herunder den private økonomi, jf. Skattekontrolloven § 1 og Skattekontrolloven § 6. Et skattemæssigt årsregnskab skal udarbejdes på grundlag af en løbende bogføring og et afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med reglerne i Skattekontrolloven § 3, Bogføringsloven og Årsregnskabsloven.

Retten fandt det ubestridt, at klagerens regnskab ikke udgjorde et egnet grundlag for indkomstopgørelsen, og var enig med både klageren og Skatteankenævnet i, at regnskabsmaterialet kunne tilsidesættes. Dette berettigede en skønsmæssig ansættelse af indkomsten, jf. Skattekontrolloven § 5.

Landsskatteretten bemærkede, at skønsmæssige ansættelser normalt skal underbygges af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. I denne sag havde Skatteankenævnet dog valgt at fastsætte en del af indkomsten på baggrund af en konkret gennemgang af Dankortindsætninger og bankindsætninger, mens kontantsalget var fastsat skønsmæssigt ud fra et konkret konstateret kontant salg ved et uanmeldt kontrolbesøg.

Landsskatteretten fandt, at Skatteankenævnets ansættelse – i lighed med en samlet skønsmæssig ansættelse – alene kunne tilsidesættes, såfremt det godtgjordes, at ansættelsen var åbenbart urimelig eller udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Da ansættelsen var foretaget på grundlag af en grundig gennemgang af klagerens kasserapporter, Dankortindsætninger, indsætninger på bankkonto mv., fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankenævnets ansættelse, herunder vurderingen af fordelingen mellem konkret foretagne forhøjelser og skønsmæssige forhøjelser. Skatteankenævnets afgørelse for indkomståret 2006 blev derfor stadfæstet.