Fortolkning af »anlæg« og »brændsel, der udgår fra anlægget« under EU’s CO2-kvoteordning (ETS)

Domstolen fortolkede snævert udtrykket »brændsel, der udgår fra anlægget« i forordning nr. 601/2012 og fastslog, at dette ikke omfatter tab som følge af selvantændelse:

• Ordlyden »udgår« (udtrykket »udgår« bruges i stedet for »tab«) antyder en fysisk fjernelse eller overførsel, ikke et tab opstået ved en proces, der skaber emissioner inden for anlæggets grænser.
• Dette stemmer overens med forordningens mål om fuldstændig overvågning (artikel 5). Da emissioner fra selvantændelse er emissioner fra en kildestrøm inden for anlægget, skal de medregnes i den samlede emissionsrapportering. At fratrække kullet som værende »udgået« ville underminere princippet om fuldstændig rapportering, medmindre emissionerne allerede var indregnet på anden vis.

Domstolen konkluderede, at tab af kul som følge af selvantændelse ikke kan anses for at være kul, der udgår fra anlægget.

Klagers anmodning og begrundelse

Den 10. marts 2020 anmodede klager om at opdele produktionsenheden i to separate enheder:

• Anlæg 1: Wärtsilä gasgenerator med 10,6 MW indfyret effekt.
• Anlæg 2: To Ulstein Bergen gasgeneratorer med samlet 14,8 MW indfyret effekt.

Formålet med opdelingen var at bringe begge anlæg under 20 MW-grænsen og dermed fritage dem for CO2-kvoteregisteret. Klager fremførte følgende argumenter for opdelingen:

• Begge anlæg har separate SRO-anlæg og styres uafhængigt.
• De har egen tilslutning til gasforsyning og elnet samt egne målepunkter for afregning.
• Historisk gruppering skyldtes et nu ophørt krav om 10 MW pulje for manuelle rådighedsreserver.
• Anlæggene har været til salg separat, og det ene anlæg kan fjernes uden at påvirke det andet.
• Klager mente, at anlæggene ikke var i "driftsmæssig eller fysisk sammenhæng" som defineret i CO2-kvotelovens forarbejder.
• Klager har en miljøgodkendelse på maksimalt 500 timer årligt og meget lave CO2-udledninger (21 og 17 ton i 2018/2019).
• Anlægget bidrager til forsyningssikkerheden i DK1 og aktiveres kun ved stor mangel på el.
• En yderligere verificering pålægger klager en årlig udgift og egetforbrug.
• Klager argumenterede for en proportionalitetsvurdering mellem lovens intentioner og de pålagte byrder.

Energistyrelsens afslag

Energistyrelsen afviste anmodningen med henvisning til, at spørgsmålet om en produktionsenheds afgrænsning skal afgøres ud fra et samlet skøn i henhold til CO2-kvoteloven § 5 og CO2-kvoteloven § 2, nr. 6. Styrelsen lagde vægt på, at anlæggene befinder sig på samme lokalitet, står til rådighed som reserve for elproduktion, og ejes og drives af samme driftsleder, hvilket indikerer en tæt fysisk og driftsmæssig sammenhæng. Energistyrelsen fandt, at separate gasmålere og uafhængig drift ikke var afgørende for vurderingen. Styrelsen henviste også til Bekendtgørelse om CO2-kvoter § 6 og forarbejderne til CO2-kvoteloven, som skal forhindre omgåelse af kvoteordningen. En fravigelse af kriterierne ville stride mod lighedsprincippet og udhule formålet med Rådets direktiv 2003/87/EF (Kvotedirektivet) om at tilskynde til øget energieffektivitet og mindre CO2-udledning.