Afslag på refusion efter sømandsbeskatningsloven - manglende opfyldelse af 50 % kravet for søtransportaktivitet

Sagen omhandler et rederis anmodning om refusion efter Sømandsbeskatningsloven § 10 for skibet [skib2] for maj måned 2009. Rederiet, [virksomhed1] A/S, driver virksomhed med uddybning og oprensning af havbunden samt konstruktionsarbejder i søterritoriet ved brug af specialindrettede skibe, herunder sandsugere. Skibet [skib2] har siden 1999 været registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) og har tidligere opfyldt betingelserne for at blive anset for et "dansk skib" med skattelempelse for besætningen, jf. den dagældende Ligningsloven § 33C.

I maj 2009 var [skib2] beskæftiget med oprensning af sejlrende, søtransport af sten, værftsophold for sikkerhedsmæssige ændringer og havbundsundersøgelser for et rådgivende ingeniørfirma. Rederiet anså værftstiden og opgaven med det geotekniske personale som søtransport.

SKAT afviste refusionen med den begrundelse, at søtransportaktiviteterne udgjorde mindre end 50 % af driftstiden. SKAT argumenterede for, at geotekniske undersøgelser og forberedende værftsophold ikke kunne anses for statsstøtteberettiget søtransport i henhold til EU-retningslinjerne og Skatteministeriets meddelelse SKM2006.602.DEP. SKATs opgørelse viste, at søtransportaktiviteterne kun udgjorde 42,38 % efter korrektion for "ude af drift"-tid.

Klageren påstod principalt, at selskabet var berettiget til refusion, idet der ikke var hjemmel til at inddrage begrebet "begrænset fart" i vurderingen af refusionsadgangen for sandsugere. Det blev fremhævet, at Sømandsbeskatningsloven § 10 alene kræver, at søtransportaktiviteterne overstiger 50 % af driftstiden, og at bekendtgørelsens inddragelse af "begrænset fart" var uden hjemmel i loven, jf. Grundloven § 43 om delegationsforbud inden for skatteretten. Klageren henviste til EU-Kommissionens meddelelse C (2004),43, som begrænser støtten til sandsugere til aktiviteter, der overstiger 50 % søtransport, og som ikke fortrinsvis foregår i havne og lignende, men ikke inddrager "begrænset fart" som en generel udelukkelsesgrund.

Subsidiært påstod klageren, at fartøjerne ikke var omfattet af begrænset fart, jf. Sømandsbeskatningsloven § 2. Det blev anført, at definitionen af begrænset fart i loven skulle fortolkes ud fra fartøjets generelle virksomhed, og da rederiets skibe generelt opererer i hele Nordeuropa og ikke primært i fjorde eller havne, burde de ikke anses for at sejle i begrænset fart. Klageren argumenterede desuden for, at sejladsen med personale fra ingeniørfirmaet [virksomhed2] var en klar befordringsopgave, der berettigede til refusion, og at formålet med sejladsen (havbundsundersøgelser) ikke skulle tillægges betydning for vurderingen af rederiets aktiviteter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om afslag på refusion for maj måned 2009 for skibet [skib2]. Retten lagde til grund, at danske rederier, der driver virksomhed med stenfiskerfartøjer (herunder sandsugere), kan opnå refusion efter Sømandsbeskatningsloven § 10, stk. 2 og 3, hvis fartøjet har egne fremdrivningsmidler, eget lastrum og udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 % af driftstiden.

Begrænset fart

Retten fastslog, at aktiviteter udført i begrænset fart ikke skal medregnes ved opgørelsen af refusionen. Dette følger af Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 2, som udvider definitionen af begrænset fart til også at omfatte stenfiskerfartøjer og sandsugere. Definitionen af begrænset fart i Sømandsbeskatningsloven § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b omfatter fart, der væsentligst foregår på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, samt stationær virksomhed som havnefart. Desuden fremgår det af Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, at virksomhed i begrænset fart ikke anses som søtransport i relation til Sømandsbeskatningsloven § 10. Landsskatteretten henviste også til EU-Kommissionens meddelelse 2009/380/EF, der bekræfter, at virksomhed i havne og fjorde falder uden for de danske statsstøtteordninger. De udførte arbejdsopgaver vedrørende indsejlingen til [by1] blev derfor med rette henført som sejlads i begrænset fart.

Vurdering af søtransportaktiviteter

Landsskatteretten vurderede, at bedømmelsen af refusionsbetingelserne skal baseres på fartøjets faktiske anvendelse i den konkrete periode (månedsbasis), jf. Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 9, Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10 og Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 11. Dette betyder, at det ikke er den generelle virksomheds arbejde, der er afgørende, men det konkrete arbejde hvert skib udfører i den specifikke periode.

Geotekniske undersøgelser

For så vidt angår [skib2]s bistand til ingeniørfirmaet [virksomhed2] med indledende havbundsundersøgelser ved [ø1], fandt Landsskatteretten, at denne aktivitet ikke var omfattet af refusionsordningen. Med henvisning til SKM 2006.602.DEP, pkt. 6, blev det fastslået, at entreprenørmæssig virksomhed, såsom bygning og reparation af havanlæg eller nedlægning af rørledninger, falder uden for statsstøtteordningerne. Tidsforbruget til denne opgave skulle derfor henføres under "Ikke tilskudsberettiget arbejde, entreprenørarbejder og lignende".

Fordeling af "ude af drift"-tid

Den såkaldte "ude af drift"-tid, hvor fartøjet f.eks. ligger på værft, skal fordeles forholdsmæssigt mellem den tid, der er medgået til søtransportaktiviteter, og den tid, der er anvendt til andre aktiviteter, jf. Bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 10, stk. 2. Da rederiet ikke havde indsigelser til SKATs fornyede opgørelse af fordelingstiden, foretog Landsskatteretten ikke en prøvelse heraf.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at rederiets skib [skib2]s søtransportaktiviteter udgjorde under 50 % af driftstiden, og klageren kunne derfor ikke få refusion for maj måned 2009 efter Sømandsbeskatningsloven § 10.