Lønindeholdelse og fradrag for ægtefællebidrag – manglende godtgørelse af bidragspligt

Sagen omhandler en klagers gæld til det offentlige, primært restskat fra flere år, der i november 2009 udgjorde 197.288 kr. Skattecentret varslede i januar 2009 lønindeholdelse med 16 % baseret på klagerens årsindkomst. Klageren indsendte et budget og oplyste om en separationsbevilling fra februar 2009, der inkluderede en aftale om månedligt ægtefællebidrag på 5.000 kr. til hans fraseparerede ægtefælle.

Skattecentret iværksatte herefter lønindeholdelse med 7 %, men nægtede fradrag for ægtefællebidraget, da det var en frivillig aftale og ikke fastsat af statsforvaltningen, jf. Inddrivelsesbekendtgørelsen § 18, stk. 1.

Tidligere afgørelser

Landsskatteretten ophævede i juni 2009 skattecentrets første afgørelse om lønindeholdelse og pålagde skattecentret at fastsætte en afdragsordning. Skattecentret fastsatte herefter en afdragsordning på 2.700 kr. pr. måned.

I august 2009 ændrede Landsskatteretten skattecentrets afgørelse igen. Retten fandt, at selvom der var en bindende aftale om bidragspligt, påhvilede det klageren at godtgøre, at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at bidraget ville være fastsat til 5.000 kr. pr. måned. Da dette ikke var godtgjort, skulle der ikke foretages fradrag for ægtefællebidraget ved opgørelsen af betalingsevnen. Afdraget blev nedsat til 2.550 kr. pr. måned.

Ny separation og lønindeholdelse

Umiddelbart efter Landsskatterettens afgørelse annullerede klageren og hans ægtefælle separationen og anmodede om en ny. Den nye separationsbevilling af 1. oktober 2009 fastslog, at bidragets størrelse var fastsat af statsforvaltningen til 5.000 kr. månedligt.

Da klageren ikke betalte det nedsatte afdrag, varslede skattecentret i oktober 2009 igen lønindeholdelse, denne gang med 17 %. Skattecentret fastholdt, at der ikke skulle godkendes fradrag for ægtefællebidraget, da det var fastsat "i overensstemmelse med ægtefællernes aftale" og ikke uafhængigt af statsforvaltningen. Skattecentret mente, at parterne havde indrettet sig for at opnå kreditorly.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at lønindeholdelsen skulle ophæves. Han fremhævede, at separationsbevillingen af 1. oktober 2009 klart viste, at statsforvaltningen havde fastsat ægtefællebidraget til 5.000 kr. pr. måned. Han mente, at han havde fulgt alle regler og rettet ind efter Landsskatterettens tidligere afgørelse, og at SKATs nægtelse af fradrag var udokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skattecentrets afgørelse om lønindeholdelse med 17 %. Retten henviste til reglerne i Inddrivelsesloven § 10, stk. 1 og Inddrivelsesbekendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Opgørelse af betalingsevne

Ved fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, jf. Inddrivelsesloven § 10, stk. 3. Dette kan ske ved anvendelse af en tabel, jf. Inddrivelsesbekendtgørelsen § 5, stk. 1, eller ud fra skyldnerens dokumenterede budgetoplysninger, jf. Inddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 7.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattecentrets opgørelse af klagerens månedlige nettoindkomst på 14.809 kr., som var korrigeret for tidligere lønindeholdelse og skatteværdien af ægtefællebidraget.

Fradrag for ægtefællebidrag

Retten gennemgik reglerne for fradrag af bidragsforpligtelser i Inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2 og Inddrivelsesbekendtgørelsen § 18, stk. 1 og stk. 3. Det blev fremhævet, at fradrag for underholdsbidrag ikke kan overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Som det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2009 (SKM2009.613.LSR), påhvilede det fortsat klageren at godtgøre:

• At han ville være pålagt bidragspligt efter Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 49 og § 50, stk. 1.
• At et eventuelt bidrag ville være blevet fastsat til det aftalte beløb på 5.000 kr. pr. måned.

Da klageren ikke havde godtgjort dette, skulle der ikke foretages fradrag for ægtefællebidraget ved opgørelsen af betalingsevnen. Landsskatteretten tiltrådte skattecentrets opgjorte betalingsevne på 2.826 kr.

Konklusion

Den af skattecentret fastsatte lønindeholdelsesprocent på 17 var således mindre end den maksimale lønindeholdelsesprocent på 21, som klageren kunne være pålagt efter betalingsevnevurderingen. Der var derfor ikke grundlag for at ændre skattecentrets afgørelse.