Afgiftskrav for øl og sodavand indført fra Tyskland til videresalg

Sagen omhandler en klage over SKATs opkrævning på 71.250 kr. i øl- og mineralvandsafgift. Under en kontrolaktion fandt SKAT og Politiet et stort lager af tyske øl, sodavand og cider uden danske pantmærker på klagerens bopæl. Klageren indrømmede at have indkøbt varerne i Tyskland og videresolgt dem fra sin adresse gennem tre år.

Da klageren ikke havde ført regnskab for sin uregistrerede virksomhed, foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret for perioden 2006-2008. Skønnet var baseret på fundne kvitteringer og klagerens egne forklaringer om antallet af ture til Tyskland.

SKATs skønsmæssige opgørelse

SKAT anslog antallet af indkøbte kasser drikkevarer for perioden:

Samlet afgiftskrav blev beregnet til 17.477 kr. i mineralvandsafgift og 53.773 kr. i øl- og vinafgift.

Klageren påstod afgiften nedsat til 40.000 kr. med den begrundelse, at han havde kørt færre gange end antaget i 2006 og 2007, og at en tredjedel af varerne var til eget forbrug. Desuden mente han ikke, at der skulle betales afgift af det usolgte lager, som blev fundet ved ransagningen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren havde drevet uregistreret virksomhed med salg af øl og sodavand. Da virksomheden ikke havde ført et regnskab, der kunne danne grundlag for en korrekt afgiftsopgørelse, jf. kravene i Øl- og vinafgiftsloven § 14, stk. 7 og stk. 8 samt Mineralvandsafgiftsloven § 11, stk. 3 og stk. 4, var SKAT berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiften i henhold til Opkrævningsloven § 5, stk. 2.

Retten lagde til grund, at de indførte varer var afgiftspligtige efter Øl- og vinafgiftsloven § 1, stk. 1 og Mineralvandsafgiftsloven § 1, stk. 1, og at afgiften forfaldt ved modtagelsen i Danmark, jf. Øl- og vinafgiftsloven § 4 og Mineralvandsafgiftsloven § 10a, stk. 1.

Klagerens påstand om, at en del af varerne var til eget brug og dermed afgiftsfritaget efter Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 3, blev afvist. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at en del af de indkøbte varer var til privat forbrug. Mængden af indkøbte varer oversteg markant de vejledende mængder for privat indførsel, som nævnt i EU-Rådets direktiv (cirkulationsdirektivet).

SKATs skønsmæssige opgørelse, som var baseret på fundne kvitteringer og klagerens egne forklaringer til politiet, blev anset for velbegrundet. Retten fandt, at skønnet i tilstrækkelig grad tog højde for et eventuelt privatforbrug. Klageren havde ikke fremlagt dokumentation, der kunne retfærdiggøre en nedsættelse af afgiftskravet.

På denne baggrund stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.