Hovedanpartshaver beskattet af fri bolig trods påstand om betalt husleje

Sagen omhandler en hovedanpartshaver, der blev beskattet af værdi af fri bolig for at have boet i en ejendom ejet af sit selskab, G1 ApS. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med 75.000 kr. for indkomståret 2005, da der ikke var dokumentation for, at der var betalt husleje for boligen.

Klageren gjorde gældende, at der var indtægtsført en leje på 75.540 kr. i selskabets regnskab. Han forklarede, at revisorens bemærkning om et ulovligt anpartshaverlån skyldtes, at huslejen var blevet bogført som en gæld, som han dog havde betalt umiddelbart efter. Klageren mente derfor, at der reelt var betalt leje.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at der for indkomståret 2005 manglede en skriftlig lejekontrakt og dokumentation for løbende lejebetalinger. Klagerens argumenter vedrørende et anpartshaverlån blev anset for irrelevante, da de vedrørte det efterfølgende indkomstår, 2006. Da klageren som hovedanpartshaver havde rådighed over boligen uden at betale en armslængde-leje, blev han korrekt beskattet af værdien af fri bolig som maskeret udlodning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt det ubestridt, at klageren havde beboet den selskabsejede ejendom i indkomståret 2005. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå dokumentation i form af en lejekontrakt eller bevis for betalt husleje for det pågældende år. Klagerens henvisning til et anpartshaverlån blev afvist, da dette forhold vedrørte indkomståret 2006 og ikke 2005.

I henhold til Ligningsloven § 16 A, stk. 9, skal værdien af fri bolig beskattes som en udlodning fra selskabet til en hovedanpartshaver. Værdien af denne fordel ansættes efter reglerne i Ligningsloven § 16, stk. 9.

Retten henviste desuden til armslængdeprincippet i Ligningsloven § 2, stk. 1, som kræver, at aftaler mellem interesseforbundne parter, som en hovedanpartshaver og dennes selskab, skal indgås på vilkår, der svarer til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.

På baggrund af den manglende dokumentation for en reel lejeaftale og betaling fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af værdien af fri bolig. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.