Nægtet fradrag for rykkergebyrer, advokatomkostninger og udokumenterede udgifter i taxa- og udlejningsvirksomhed
Dato
18. august 2010
Hoved Emner
Fradrag og afskrivninger
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Driftsomkostninger, Fradragsret, Rykkergebyrer, Inkassoomkostninger, Udlejningsejendom, Taxavirksomhed, Dokumentationskrav, Indkomstgrundlag
Sagen omhandler en skatteyder, der for indkomstårene 2000-2003 blev nægtet fradrag for en række udgifter i sin taxavirksomhed og udlejningsejendom. Skatteyderen havde fratrukket omkostninger, som SKAT og efterfølgende Skatteankenævnet ikke anså for fradragsberettigede driftsomkostninger.
De omstridte udgifter omfattede blandt andet:
- Gebyrer, herunder rykkergebyrer og påmindelsesafgifter.
- Telefonudgifter, hvor den erhvervsmæssige andel ikke var tilstrækkeligt dokumenteret.
- Advokatudgifter, primært relateret til inkasso og afværgelse af tvangsauktion.
- Underskud på vand- og varmeregnskaber.
- Gebyrer i forbindelse med for sen betaling af ejendomsskat.
- Udokumenterede vedligeholdelsesudgifter.
- Renteudgifter i form af morarenter og gebyrer.
- Kurstab og omkostninger ved låneoptagelse og omprioritering.
Klageren argumenterede for, at alle udgifter var erhvervsmæssige og afholdt for at sikre driften. SKAT og Skatteankenævnet fandt, at mange af udgifterne enten var private, udokumenterede eller efter deres art ikke fradragsberettigede, da de vedrørte indkomstgrundlaget og ikke den løbende indkomsterhvervelse.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæstede i sin helhed Skatteankenævnets afgørelse og nægtede fradrag for de påklagede udgifter. Retten afviste desuden klagen over lang sagsbehandlingstid.
Klage over sagsbehandlingstid
Landsskatteretten afviste at behandle klagen over sagsbehandlingstiden hos skatteankenævnet, da dette falder uden for rettens kompetence, jf. Skatteforvaltningsloven § 11.
Ikke-fradragsberettigede gebyrer og inkassoomkostninger
Retten fandt, at en række af de fratrukne udgifter ikke kunne anses som fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette gjaldt for:
- Rykkergebyrer, påmindelsesafgifter og inkassoomkostninger.
- Advokatudgifter relateret til afværgelse af tvangsauktion og inddrivelse af gæld.
- Gebyrer for for sen betaling af ejendomsskat.
Disse udgifter blev anset for at være udelukket fra fradrag efter fast praksis, da de ikke er en følge af normal driftsrisiko, men derimod vedrører sikringen af selve indkomstgrundlaget.
Telefonudgifter
Landsskatteretten stadfæstede det skønsmæssige fradrag for telefonudgifter. Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at de afholdte udgifter ud over det godkendte skøn var erhvervsmæssige merudgifter. Retten lagde vægt på, at udgifterne var høje, inkluderede opkald til udlandet uden klar erhvervsmæssig begrundelse, og at der ikke var foretaget en korrektion for privat brug, jf. princippet i Statsskatteloven § 6, stk. 2.
Underskud på vand- og varmeregnskab
Underskud på vand- og varmeregnskaber blev ikke anset for en fradragsberettiget driftsomkostning. Sådanne afvigelser er normalt et mellemværende mellem udlejer og lejer, som skal udlignes efterfølgende. Klageren havde ikke dokumenteret lejeaftaler eller tomgang, der kunne begrunde et fradrag.
Renteudgifter, kurstab og låneomkostninger
Følgende udgifter blev ikke godkendt til fradrag:
- Morarenter: Renter af skatter og afgifter er ikke fradragsberettigede, jf. Ligningsloven § 17a, stk. 1.
- Låneomkostninger: Stiftelsesprovisioner og engangsydelser ved lån med en løbetid på over to år er ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. Ligningsloven § 8, stk. 3. Disse udgifter vedrører indkomstgrundlaget.
- Kurstab: Kurstab ved indfrielse af gæld var ikke fradragsberettiget i henhold til reglerne i Kursgevinstloven § 19.
Manglende dokumentation
For flere udgiftsposter, herunder vedligeholdelse, fandt retten, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at udgifterne var afholdt, erhvervsmæssige og fradragsberettigede i de pågældende indkomstår.
Endelig fandt retten, at en henvisning til en forkert paragraf i SKATs oprindelige afgørelse ikke gjorde afgørelsen ugyldig, da Skatteankenævnet havde henvist til den korrekte bestemmelse, og begrundelsen i øvrigt var tilstrækkelig, jf. Forvaltningsloven § 24.
Lignende afgørelser