Landsskatteretten: Skattepligt ved salg af stuehus og anvendelse af virksomhedsordning

Sagen omhandler en klage over Skatteankenævnets afgørelse om skattepligt af avance ved salg af et stuehus til en landbrugsejendom samt nægtelse af beskatning efter virksomhedsordningen på grund af manglende opfyldelse af regnskabskrav.

Baggrund for sagen

Klageren og hendes bror arvede en landbrugsejendom i lige sameje uden skattemæssig succession. Ejendommen bestod af et stuehus og jordarealer, hvoraf en del var udlejet til en genbrugsplads. Klageren var i en periode tilmeldt ejendommens adresse i CPR, men bibeholdt sin oprindelige bopæl med ægtefællen. Arvingerne havde ansøgt Jordbrugskommissionen om dispensation for bopælspligten og tilladelse til frasalg af stuehuset med henblik på at opføre et nyt stuehus på jordarealet senere.

Ejendomsavance

Klageren opgjorde sin andel af avancen til 831.630 kr., idet hun mente, at den del af avancen, der kunne henføres til stuehuset, var skattefri i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1. SKAT og Skatteankenævnet fandt dog, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, da det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for klageren i lovens forstand. Der blev lagt vægt på, at klageren bibeholdt sin oprindelige bolig, og at ansøgningen til Jordbrugskommissionen indikerede et ønske om frasalg af stuehuset.

Virksomhedsordningen

Klageren ønskede at anvende virksomhedsordningen for sin andel af resultatet fra I/S [virksomhed2], herunder den opgjorte ejendomsavance. Skatteankenævnet afviste dette, da regnskabskravene ikke var opfyldt. Det blev bemærket, at bogføringen ikke var løbende, idet alle kasseposteringer var bogført på samme dato, og der manglede dokumentation for transaktioner på mellemregningskontoen, herunder et stort udlån til virksomheden.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte forhøjelsen af kapitalindkomsten fra 1.880.571 kr. til 1.779.923 kr. og stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at virksomhedsordningen ikke kunne anvendes.

Ejendomsavance

Landsskatteretten fandt, at ejendommen var erhvervet ved arveudlæg den 11. maj 2003 til en samlet værdi på 2.677.500 kr., hvoraf klagerens andel var 1.338.750 kr. Anskaffelsessummen skulle reguleres efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 5 a, stk. 1 med 73.226 kr. til 1.411.976 kr. Hertil kom et tillæg på 2 x 5.000 kr. (klagerens andel) efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 1, reguleret med 547 kr. efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 5 a, stk. 2 til 10.547 kr. Den samlede anskaffelsessum blev herefter 1.422.523 kr. Klagerens andel af salgssummen var 3.202.446 kr., hvilket resulterede i en avance på 1.779.923 kr.

Retten fandt ikke, at den del af fortjenesten, der vedrørte stuehuset, kunne undtages fra beskatning i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1. Dette skyldtes, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ejendommen havde tjent til bolig for klageren i ejertiden i lovens forstand. Der blev lagt vægt på, at klageren opretholdt sin oprindelige bolig i hele perioden, hvor hun havde folkeregisteradresse på ejendommen. Flytningen af folkeregisteradressen og moderens tidligere bebølse på ejendommen kunne ikke tillægges betydning. Avancen blev beskattet som kapitalindkomst jf. Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 15.

Virksomhedsordningen

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at anvende virksomhedsordningen. Dette skyldtes, at virksomhedens regnskab ikke var udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, som krævet af Skattekontrolloven § 3 og Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1. Alle kasseposteringer var bogført på samme dato, og der manglede dokumentation for de store transaktioner på mellemregningskontoen, herunder et udlån på 2.310.939 kr. til virksomheden. Da regnskabskravene ikke var opfyldt, kunne ejendomsavancen ikke opspares som virksomhedsindkomst, og det opsparede overskud blev nedsat til 0 kr. Retten henviste til Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 6, stk. 6 vedrørende tilsidesættelse af regnskaber og konsekvenser af manglende dokumentation.