Fordeling af vedligeholdelsesudgifter på privat fællesvej baseret på skønnet brug, ikke faktisk brug

En grundejer klagede over Randers Kommunes afgørelse om fordeling af fremtidige vedligeholdelsesudgifter for den private fællesvej Kalvevasen, der er beliggende i landzone. Kommunen havde pålagt klageren at betale 4/7 af udgifterne, hvilket klageren var uenig i.

Klagerens synspunkter

Klageren anførte primært:

• At vedkommende bor på en anden adresse og kun benytter vejen cirka en gang om måneden.
• At den faktiske, begrænsede brug burde føre til en lavere andel af udgifterne.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Randers Kommune traf afgørelse efter Privatvejslovens § 15, stk. 1, og fordelte udgifterne baseret på en gennemsnitsbetragtning over ejendommenes forventede benyttelse og trafiktype. Fordelingen var således baseret på et skøn over ejendommens generelle brugspotentiale og ikke klagerens personlige, aktuelle brug.

Vejdirektoratets vurdering

Vejdirektoratet fastslog, at de kun kan vurdere, om kommunen har fulgt loven, herunder Privatvejsloven og almindelige forvaltningsretlige principper. Direktoratet kan ikke tage stilling til rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af kommunens skøn.

Kernen i sagen er princippet om "fordeling efter brug" i henhold til Privatvejslovens § 15, stk. 4. Vejdirektoratet præciserede, at denne fordeling beror på et konkret skøn, hvor kommunen lovligt kan lægge vægt på:

• Den forventede brug baseret på ejendommens størrelse og anvendelse.
• Gennemsnitsbetragtninger over normal brug for lignende ejendomme.
• Den vejstandard, som ejendommens brug betinger (f.eks. adgang til en beboelsesejendom).

Vejdirektoratet konkluderede, at Randers Kommune havde handlet inden for lovens rammer ved at basere udgiftsfordelingen på et sådant skøn. Da der ikke var tegn på, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn eller lagt vægt på forkerte forhold, blev afgørelsen opretholdt.

Vejdirektoratet opretholdt Randers Kommunes afgørelse om fordeling af fremtidige vedligeholdelsesudgifter for en privat fællesvej. Afgørelsen var baseret på, at kommunen lovligt havde udøvet et skøn i henhold til Privatvejslovens § 15, stk. 4, ved at fordele udgifterne efter en gennemsnitsbetragtning over ejendommenes forventede brug, frem for den faktiske, personlige brug anført af klageren. Vejdirektoratet fandt intet grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, da der ikke var varetaget usaglige hensyn.