Command Palette

Search for a command to run...

Landsskatteretten om tilbagebetaling af afgifter for brændstof til elproduktion

Dato

12. oktober 2009

Hoved Emner

Afgifter

Eksterne links

Læs hele sagen

Under Emner

Elproduktion, Generatorer, Mineralolieafgift, Kuldioxidafgift, Tilbagebetaling, Skønsmæssig ansættelse, Afgiftsfritagelse

Sagen omhandler et selskabs anmodning om tilbagebetaling af el-, mineralolie- og kuldioxidafgift vedrørende forbrug af afgiftspligtige varer i generatorer, der anvendes til fremstilling af elektricitet til procesformål i to grusgrave. Selskabet havde ikke foretaget måling af den fremstillede elektricitet eller det hertil forbrugte dieselolie, men havde i stedet baseret sin opgørelse på tekniske specifikationer fra generatorproducenten, olieleverancer og måling af driftstimer.

Selskabet anmodede om tilbagebetaling af 450.631 kr. for perioden 1. juli 2005 til 30. september 2008, hvilket efter fradrag for forældelse blev opgjort til 415.389,28 kr.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret godkendte kun tilbagebetaling med 337.973 kr., hvilket var en reduktion på 18,64 % (77.416,28 kr.) af selskabets anmodning. Skattecentret begrundede reduktionen med, at selskabet ikke havde opfyldt betingelserne for måling af elproduktion og olieforbrug i henhold til Elektricitetsafgiftsloven § 7, stk. 2 og Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 3, jf. Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 2. Skattecentret mente, at elproduktion kun kunne opgøres via elmåler, og olieforbrug enten via direkte måling eller indirekte opgørelse fra en separat tank med leverandørens tilkendegivelse på fakturaen. Da opgørelsen ikke kunne ske på grundlag af virksomhedens regnskaber, blev afgiftsbeløbene fastsat efter et skøn, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2. Reduktionen skulle sikre, at selskabet ikke opnåede en fordel ved ikke at have fulgt reglerne.

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant påstod, at den fulde anmodede tilbagebetaling på 415.389,28 kr. skulle godkendes. Det blev anført, at den skønsmæssige opgørelse skulle baseres på de tekniske specifikationer og beregninger, som selskabet havde foretaget. Med henvisning til dommen TfS 1998.468 Ø og Punktafgiftsvejledningen afsnit F.3.3.1 argumenterede selskabet for, at måling med tæller ikke var et ubestridt krav for opgørelse af elafgift. Selskabet mente, at et rimeligt skøn for usikkerhed allerede var indkalkuleret i den af selskabet foretagne opgørelse, og at Skattecentret ikke havde hjemmel til at foretage en yderligere reduktion i et allerede udarbejdet skøn.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at selskabets generatorer og den fremstillede elektricitet var omfattet af registrerings- og afgiftspligten efter Elektricitetsafgiftsloven § 1, Elektricitetsafgiftsloven § 2, stk. 1, litra a, Elektricitetsafgiftsloven § 3, stk. 1, nr. 2, og Elektricitetsafgiftsloven § 4. Ligeledes var selskabet registrerings- og afgiftspligtig efter Kuldioxidafgiftsloven § 3, nr. 3 og Kuldioxidafgiftsloven § 5, stk. 1, nr. 3.

Retten fandt, at selskabet var berettiget til afgiftsfritagelse af den forbrugte dieselolie i medfør af Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 3, jf. Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 2, og til tilbagebetaling af afgiften for afgiftspligtige varer anvendt til elproduktion i henhold til Kuldioxidafgiftsloven § 7, stk. 5, nr. 1. Det blev understreget, at det ikke er en betingelse for afgiftsfritagelse, at der rent faktisk er betalt afgift efter elafgiftsloven, jf. Østre Landsrets dom af 1. april 1998 refereret i TfS 1998.468 Ø.

Med henvisning til den nævnte dom fandt retten videre, at det forhold, at selskabet ikke løbende havde foretaget måling af den fremstillede elektricitet eller den forbrugte olie, ikke kunne afskære selskabet denne lovhjemlede ret til afgiftsfritagelse. Skattecentret havde principielt godkendt, at opgørelserne kunne ske på grundlag af et skøn.

Landsskatteretten vurderede, at selskabets opgørelser af elektricitetsfremstillingen og olieforbruget, baseret på tekniske data, olieleverancer og driftstimer, var tilstrækkelige. Da Skattecentret ikke nærmere havde angivet, på hvilke punkter selskabets skøn skulle tilsidesættes, og heller ikke havde angivet grundlaget for sit eget skøn, fandt retten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte selskabets opgørelse. Selskabet var derfor berettiget til yderligere godtgørelse i overensstemmelse med den indgivne anmodning.

Skattecentrets afgørelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

Lignende afgørelser