Advokatudgifter til arbejdsskadesag anset for udgifter til indkomstgrundlaget og ikke fradragsberettigede

Sagen omhandlede en klager, der efter en arbejdsskade havde afholdt betydelige advokatudgifter for at opnå erstatning for varigt mén, tab af erhvervsevne samt førtidspension. Klageren modtog både skattefrie engangsbeløb og løbende skattepligtige ydelser. Klageren krævede fradrag for en stor del af advokatudgifterne med den begrundelse, at de var anvendt til at erhverve skattepligtig indkomst, og foreslog en fordeling baseret på forholdet mellem de skattepligtige og de samlede ydelser.

Skatteankenævnet havde kun godkendt et mindre, skønsmæssigt fradrag. Klageren argumenterede for, at nævnets skøn var baseret på en forkert forståelse af sagen, idet hovedparten af advokatbistanden vedrørte sikringen af de løbende, skattepligtige ydelser for tab af erhvervsevne, og ikke kun fastsættelsen af méngraden.

Landsskatteretten afviste fuldt ud fradragsret for advokatudgifterne. Retten fastslog, at det afgørende ikke var, om de opnåede ydelser var skattepligtige, men om udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Da erstatning for tab af erhvervsevne og førtidspension vedrører selve evnen til at tjene penge (indkomstgrundlaget) og ikke den løbende indtjening, kunne udgifterne ikke fradrages efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at udgifter til advokatbistand i forbindelse med en arbejdsskadesag ikke var fradragsberettigede. Rettens begrundelse hvilede på en afgørende skelnen mellem udgifter til indkomsterhvervelse og udgifter vedrørende selve indkomstgrundlaget.

Juridisk grundlag

I henhold til Ligningsloven § 9, stk. 1, kan lønmodtagere fradrage udgifter i forbindelse med deres arbejde. For at en udgift kan fradrages, skal den i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, være anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen.

Vurdering af erstatningens karakter

Landsskatteretten fandt, at de erstatninger og den førtidspension, klageren havde opnået, ikke vedrørte den løbende indkomsterhvervelse, men derimod klagerens grundlæggende evne til at skaffe sig en indkomst – hans indkomstgrundlag. Retten henviste til Erstatningsansvarsloven § 5, som omhandler erstatning for tab af erhvervsevne.

Retten lagde vægt på tidligere praksis, herunder SKM2003.439.LSR, hvor advokatomkostninger til at opnå en forhøjelse af en førtidspension blev anset for at vedrøre selve grundlaget for indkomsterhvervelsen og derfor ikke var fradragsberettigede.

Det var således ikke afgørende, om de opnåede erstatningsbeløb var skattepligtige eller skattefrie. Da udgifterne relaterede sig til indkomstgrundlaget og ikke til den løbende indkomsterhvervelse, var betingelserne for fradrag i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a ikke opfyldt.

For så vidt angik de modtagne renter, fandt retten, at da de relaterede sig til en erstatning, der ikke vedrørte indkomsterhvervelsen, var de afledte advokatudgifter heller ikke fradragsberettigede, jf. SKM2006.383.LSR.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatteankenævnets afgørelse.