Nægtet fradrag for advokatomkostninger i forbindelse med erstatningssag om tab af erhvervsevne

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for advokatomkostninger afholdt i forbindelse med en arbejdsskadesag, der resulterede i udbetaling af både skattefri godtgørelse for varigt mén og skattepligtig erstatning for tab af erhvervsevne. Klageren, der i 1994 pådrog sig en arbejdsskade, fik i 2009 og 2010 tilkendt en godtgørelse på 210.400 kr. for varigt mén (skattefri) og en månedlig skattepligtig erstatning på 21.404 kr. for tab af erhvervsevne, udbetalt frem til 2027.

Klageren afholdt samlede advokatudgifter på 105.500 kr. inkl. moms for bistand i arbejdsskadesagen. Da advokatfirmaet ikke kunne specificere tidsforbruget mellem de to erstatningstyper, påstod klageren principalt fradrag for 96,16 % af udgifterne, baseret på den procentuelle beløbsmæssige forskel mellem den skattefrie og den skattepligtige erstatning. Subsidiært blev det påstået, at der skulle indrømmes fradrag for minimum 80 % af udgifterne, da erhvervelsen af erstatning for tab af erhvervsevne ansås for at være den vigtigste post og kræve størstedelen af advokatens arbejde.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet godkendte ikke fradrag for de afholdte advokatomkostninger. Nævnet henviste til skattemæssig praksis, hvorefter erstatningen ikke blev anset for at vedrøre den løbende indkomsterhvervelse, men derimod selve indkomstgrundlaget. Fradrag blev afvist med henvisning til Ligningsloven § 9 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at udgifterne var fradragsberettigede i medfør af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de var afholdt for at erhverve skattepligtige erstatninger, der trådte i stedet for den løbende indkomst. Det blev fremhævet, at advokatens bistand medførte en større erstatning for tab af erhvervsevne. Klageren henviste til tidligere landsskatteretsafgørelser (bl.a. TfS 2001.964 LSR, TfS 2002.731 LSR, TfS 2003.942 LSR, LSRM 1980.2, TfS 1990.493 LSR og TfS 1989.424 LSR), der ifølge klageren støttede fradragsret for advokatudgifter, når de vedrører erhvervelse af skattepligtig indkomst eller fastholdelse af indkomstgrundlaget. En ikke-offentliggjort afgørelse fra Skatteankenævn [by1] blev også fremhævet som en direkte sammenlignelig sag, hvor fradrag blev godkendt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse for både 2009 og 2010, hvilket betød, at der ikke blev anerkendt fradrag for de afholdte advokatomkostninger.

Retsformanden og ét retsmedlem stemte for at stadfæste afgørelsen med den begrundelse, at erstatning for tab af erhvervsevne, jf. Erstatningsansvarsloven § 5, vedrører skadelidtes evne til at skaffe sig en indkomst (indkomstgrundlaget) og ikke den løbende indkomsterhvervelse. Det blev desuden anført, at det ikke er afgørende for fradragsretten, hvorvidt klageren er skattepligtig af erstatningerne. Der kunne derfor ikke godkendes fradrag for advokatudgifterne, jf. Ligningsloven § 9, stk. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 1.

Ét retsmedlem stemte for at ændre Skatteankenævnets afgørelse og indrømme delvist fradrag for advokatudgifterne. Dette blev begrundet med, at der ansås at være en direkte sammenhæng mellem de afholdte udgifter og den indkomsterhvervelse, klageren senere opnåede. Desuden blev det fremhævet, at den administrative praksis, der var henvist til, ikke fremstod entydig og klar.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og klagerens fradrag for advokatomkostninger blev således ikke godkendt.