Godkendelse af fradrag for lønudgifter til ægtefælle i udlejningsvirksomhed

Sagen omhandler klagerens fradrag for selvangivne lønudgifter til dennes ægtefælle, som SKAT ikke havde godkendt fuldt ud. Klageren driver en ejendomsvirksomhed med 26 udlejningsejendomme og ca. 125 lejemål. Ægtefællen, der er uddannet jordemoder, har arbejdet fuldtid i virksomheden siden 1987 med bogholderi, regnskab og ejendomsadministration, samt ledelsesmæssige opgaver, med en ugentlig arbejdstid på 45-60 timer.

Fra 1987 til 1. august 2006 anvendte ægteparret reglerne for medhjælpende hustru i Kildeskatteloven § 25 A, stk. 3. Den 16. august 2006 indgik de en lønaftale på 1.000.000 kr. årligt, med virkning fra 1. august 2006, jf. Kildeskatteloven § 25 A, stk. 7. Lønnen skulle udbetales månedsvis bagud, og der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. En arbejdsgiveradministreret pensionsaftale blev også indgået.

SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med 248.759 kr., da de skønsmæssigt kun godkendte en årlig lønudgift på 350.000 kr. SKAT argumenterede for, at den aftalte løn skulle fastsættes til, hvad en uafhængig tredjemand ville opnå for samme arbejdsindsats, og at 1.000.000 kr. ikke var forretningsmæssigt begrundet. De henviste til, at ægtefællen ikke var eneansvarlig for bogholderi (ekstern assistance blev brugt) og at der ikke var udvist løntilbageholdenhed, da virksomheden havde været velkonsolideret i mange år.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om godkendelse af det selvangivne fradrag. Repræsentanten anførte, at ægtefællens arbejdsindsats (omfattende ledelsesopgaver og hæftelse for 18 mio. kr. gæld) og tidligere løntilbageholdenhed (ingen løn fra 1970-1987, derefter kun medhjælpende hustru-ordning) berettigede den aftalte løn. Det blev fremhævet, at virksomheden var velkonsolideret, og at den aftalte løn stadig levnede plads til indehaveren og virksomhedens konsolidering. Repræsentanten bestred SKAT's sammenligningsgrundlag og argumenterede for, at en ikke-interesseforbunden medarbejder med samme ansvar og arbejdsomfang ville kræve en højere løn end 350.000 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten godkendte fradraget for lønudgifter i overensstemmelse med det selvangivne, hvilket nedsatte SKAT's forhøjelse til 0 kr.

Retten lagde til grund, at klagerens ægtefælle har været fuldtidsbeskæftiget i virksomheden og har deltaget på lige fod med klageren. Dette inkluderede udover sædvanlig ejendomsadministration og kontorarbejde også ledelsesmæssige opgaver og deltagelse i beslutningsprocesserne. Desuden hæftede ægtefællen på lige fod for virksomhedens gæld.

I henhold til Kildeskatteloven § 25 A, stk. 1 medregnes indkomst hos den ægtefælle, der driver virksomheden, men Kildeskatteloven § 25 A, stk. 7 tillader lønaftaler mellem ægtefæller, hvis pligterne overholdes, og lønnen ikke står i åbenbart misforhold til arbejdsindsatsen.

Henset til ægtefællens omfattende arbejdsindsats og ansvar, samt at den indgåede lønaftale levnede plads til en rimelig aflønning af indehaveren og tilgodeså virksomhedens kapitalinteresser, fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at den aftalte løn på 1.000.000 kr. stod i åbenbart misforhold til ægtefællens arbejdsindsats i virksomheden. Det blev bemærket, at det er uden betydning for vurderingen, om aflønningen sker ved udbetaling af løn eller ved indbetaling på en pensionsordning, så længe den samlede bruttoløn ikke står i åbenbart misforhold.