Stadfæstelse af nævnets afgørelse vedrørende fradrag for renteudgifter, herunder studielånsrenter

Sagen omhandlede klagerens fradrag for renteudgifter, herunder studielånsrenter, for indkomståret 2006. Klageren havde selvangivet fradrag for renteudgifter til banker med 30.900 kr. og studielånsrenter med 17.400 kr. Skatteankenævnet havde kun godkendt fradrag for 20.114 kr. i bankrenter, baseret på indberetninger til SKAT, og havde ikke godkendt fradrag for studielånsrenterne.

Baggrund og tidligere afgørelser

Sagen havde en lang forhistorie med flere tidligere afgørelser fra Landsskatteretten og Vestre Landsret vedrørende fradrag for studielånsrenter i tidligere indkomstår (1995-1997, 1999-2001, 2002-2005). Kernen i de tidligere sager var, hvorvidt klageren havde en berettiget forventning om fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter, baseret på en forhåndstilkendegivelse fra den kommunale skatteforvaltning i 1993 og 1996. Både Landsskatteretten og Vestre Landsret havde konsekvent fastslået, at klageren ikke havde opnået en retligt beskyttet forventning om fradrag for uforfaldne renter. Det var desuden fastslået, at klageren ikke havde godtgjort, at hun havde indgået en aftale om afvikling af studiegælden eller påbegyndt afviklingen af sine studielån i de pågældende indkomstår. Dette princip blev senest bekræftet af Retten i Y1-by ved dom af 26. november 2008 for indkomstårene 2002 og 2003, og af Landsskatteretten for 2004 og 2005.

Skatteankenævnets og klagerens argumenter

Skatteankenævnet afviste fradrag for de yderligere renteudgifter og studielånsrenter med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret udgifternes eksistens eller forfald, jf. Skattekontrolloven § 6, stk. 1. Kun de indberettede renteudgifter blev godkendt. Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om fradrag for de selvangivne renteudgifter og henviste til den oprindelige tilkendegivelse fra kommunen i 1993. Det blev også anført, at der var påbegyndt afvikling af studielånet, hvilket skulle berettige til fradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om afslag på fradrag for yderligere renteudgifter til banker og studielånsrenter for indkomståret 2006.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Vestre Landsrets dom af 10. september 2003 fastslog, at klageren ikke havde en berettiget forventning om fradrag for påløbne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997, uanset en tilkendegivelse fra skattemyndigheden i 1993.
• Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2007 fastslog, at klageren ikke havde godtgjort en aftale om eller påbegyndt afvikling af studiegælden for indkomstårene 1999-2001, og gentog, at der ikke var en berettiget forventning om fradrag for påløbne, uforfaldne studielånsrenter.
• Retten i Y1-bys dom af 26. november 2008 stadfæstede, at klageren ikke havde godtgjort afvikling af studiegælden for indkomstårene 2002 og 2003.
• Landsskatteretten havde i tidligere kendelser af 2. juli 2008 og 27. februar 2009 truffet samme afgørelse for indkomstårene 2004 og 2005.

Landsskatteretten fandt, i overensstemmelse med de tidligere domme og kendelser, at klageren ikke havde en berettiget forventning, der kunne begrunde fradrag for påløbne studielånsrenter for indkomståret 2006. Klageren havde desuden ikke dokumenteret, at der var indgået en aftale om afvikling af studiegælden, eller at afviklingen var påbegyndt i indkomståret 2006. Endvidere var yderligere renteudgifter til banker m.v. ikke dokumenteret. Der kunne derfor ikke godkendes fradrag for de selvangivne renteudgifter, jf. Ligningsloven § 5, stk. 1, som fastslår, at renter kun kan fradrages, når de forfalder til betaling.