Manglende fradrag for renteudgifter grundet manglende dokumentation for lånets realitet

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for renteudgifter på 30.000 kr. i indkomståret 2006, som Skatteankenævnet havde nægtet at godkende. Klageren havde i juni 1996 oprettet et gældsbrev på 250.000 kr. til en ven, RK, med en årlig rente på 10 %. Klageren oplyste, at lånet reelt var ydet i perioden 1990-1991, men gældsbrevet blev først oprettet i 1996. Samtidig havde klageren tidligere lånt RK et tilsvarende beløb.

Gældsforholdets udvikling

Begge gældsbreve blev efterfølgende overdraget til forskellige selskaber (G1 SmbA, G2 SmbA, G3 SmbA), som alle var domineret af klageren og RK. For klagerens lån blev forrentningen ændret flere gange, fra 10 % p.a. til 2,5 % pr. måned i 1998 og senere til 5 % p.a. i 2006. Hovedstolen voksede betydeligt over årene på grund af tilskrevne, men ikke betalte, renter. Selskaberne, der ejede gældsbrevene, havde adresse hos enten klageren eller RK, og klageren og RK havde bestyrelsesposter i dem. Landsskatteretten havde tidligere afgjort, at G2 SmbA ikke var skattepligtig af renteindtægterne, da de ikke blev erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, jf. Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatteankenævnets afgørelse og begrundelse

Skatteankenævnet nægtede fradrag med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, som kræver en retlig bindende forpligtelse til både tilbagebetaling af hovedstol og forrentning. Nævnet påpegede, at klageren og RK måtte betragtes som interesseforbundne parter, hvilket skærper kravet til dokumentation for lånets realitet og økonomiske risiko. De fandt, at de atypiske omstændigheder omkring lånets optagelse, videreoverdragelser og afvikling yderligere skærpede beviskravet. Nævnet mente ikke, at klageren havde løftet bevisbyrden for lånets realitet. De fremlagte dags dato-kvitteringer blev ikke tillagt betydning, da der manglede dokumentation for pengestrømme, og klageren i visse tilfælde selv havde kvitteret på selskabets vegne. Nævnet konkluderede, at konstruktionen med lån og videreoverdragelse kunne tilsidesættes på grund af manglende realitet og økonomisk risiko, og at den almindelige skatteretlige grundsætning om tilsidesættelse af civilretlige aftaler, der alene er begrundet i skattemæssige hensyn, fandt anvendelse. Tidligere godkendelse af rentefradrag for indkomståret 2000 skabte ikke en retsbeskyttet forventning, da der ikke var foretaget en tilbundsgående prøvelse af lånets realitet.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at klagerens indkomst skulle nedsættes med 35.000 kr. og gjorde gældende, at der forelå et reelt gældsforhold reguleret af gældsbrevet, med sikkerhed i ejerpantebrev. Det blev fremhævet, at klageren alene havde selvangivet de faktisk betalte renteudgifter, jf. Ligningsloven § 5, stk. 1, jf. stk. 8. Repræsentanten bestred, at klageren var nærtforbunden eller interesseforbunden med RK eller de tre selskaber, idet selskaberne var selvstændige juridiske personer, hvor klageren ikke havde bestemmende indflydelse. Det blev også anført, at skattemyndighederne var bundet af de selskabsretlige realiteter, og at klageren havde en berettiget forventning om fradragsret baseret på skatteforvaltningens tidligere godkendelse. Klageren henviste til Gældsbrevsloven § 5 for at understrege forpligtelsen til at indfri gælden på anfordring og fastholdt, at dags dato-kvitteringer var tilstrækkelig dokumentation for pengestrømme, som også krævet af Skattekontrolloven § 6.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at renteudgifter er fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, forudsat at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse til både at tilbagebetale hovedstolen og forrente denne.

Retten fandt, at der manglede tilstrækkelig dokumentation for overførsel af lånet fra RK til klageren. Desuden blev det økonomiske interessesammenfald mellem klageren og RK, i form af gensidig långivning og fælles dominans over de involverede selskaber, anset for at skærpe dokumentationskravet. De fremlagte dags dato-kvitteringer for rentebetalinger blev ikke anset for tilstrækkelige, da der ikke var fremlagt objektiv dokumentation for pengestrømmene.

Landsskatteretten konkluderede, at klagerens lån på 250.000 kr. hos RK måtte anses for at være uden reelt indhold. Dette medførte, at klageren ikke var berettiget til fradrag for renteudgifterne på 30.000 kr. for det omhandlede indkomstår.

Vedrørende klagerens påberåbelse af forventningsprincippet, baseret på skatteforvaltningens tidligere godkendelse af rentefradrag i indkomståret 2000, fandt retten, at denne godkendelse ikke havde frembragt selve gældsforholdet. En afgørelse, hvor der ikke er taget stilling til realiteten i gældsforholdet, kan ikke skabe en retsbeskyttet forventning om fremtidige rentefradrag. Da retten fandt, at klageren heller ikke i indkomståret 2000 var berettiget til rentefradrag vedrørende det omhandlede gældsforhold, havde klageren ingen forventning af retsbeskyttet karakter.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.