Landsskatteretten om skattepligt af ejendomsavance ved manglende reel beboelse

Sagen omhandler, hvorvidt fortjeneste ved salg af en ejendom er skattepligtig, eller om den er omfattet af skattefrihed efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1. Klageren og dennes ægtefælle erhvervede ejendommen Y1-vej, Y1-by, den 1. juli 2003 for 320.000 kr. og solgte den den 1. januar 2005 for 1.250.000 kr. Klageren og ægtefællen var tilmeldt folkeregisteret på adressen i perioden 24. maj 2004 til 1. januar 2005.

Skatteankenævnet anså fortjenesten for skattepligtig, da ejendommen ikke blev anset for at være omfattet af skattefrihedsbestemmelsen. Nævnet mente, at flytningen alene var foretaget for at undgå beskatning, og at klageren havde rådet over to boliger, idet den tidligere bolig på Y2-vej var udlejet tidsbegrænset og fuldt møbleret. Dette indikerede, at opholdet på Y1-vej ikke havde karakter af reel bebølse med henblik på varigt ophold.

Klagerens repræsentant påstod principalt skattefrihed og subsidiært en nedsættelse af den skattepligtige avance. Repræsentanten argumenterede for, at en bebølsesperiode på over syv måneder ikke kunne karakteriseres som kortvarig, og henviste til skatteministerens udtalelser om, at selv meget kortvarige bebølsesperioder ville berettige til skattefritagelse. Det blev fremhævet, at klageren ikke havde haft to boliger til rådighed i hele perioden, da Y2-vej var udlejet, og at udlejningen var tidsbegrænset på grund af lejers ansættelsesforhold. Klageren oplyste desuden, at Y1-vej blev erhvervet med henblik på bebølse, da den var større end den tidligere bolig, og at anmodningen om bindende ligningssvar skyldtes ægtefællens graviditet. Folkeregistertilmelding og afholdelse af barnedåb på ejendommen blev fremført som bevis for reel bebølse. Vedrørende den subsidiære påstand blev det anført, at manglende dokumentation for samtlige forbedringsudgifter skyldtes overbevisningen om skattefrihed, og en alternativ avanceberegning baseret på ejendomsstatistikker blev præsenteret.

Avancen blev af skatteankenævnet opgjort som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om, at fortjeneste ved salg af ejendommen Y1-vej, Y1-by, var skattepligtig.

Retten bemærkede, at fortjeneste ved salg af fast ejendom som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1. Skattefrihed efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1 kræver, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af ejerperioden, og bevisbyrden herfor påhviler skatteyderen.

Landsskatteretten fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort eller sandsynliggjort, at ejendommen havde tjent til bolig for klageren eller dennes husstand i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Dette blev begrundet med:

• Klageren havde ikke opgivet boligen på Y2-vej og havde dermed to boliger til rådighed, uanset den tidsbegrænsede udlejning af Y2-vej.
• Opholdet på Y1-vej var kortvarigt, og klageren flyttede efterfølgende tilbage til sin oprindelige bolig på Y2-vej, hvor han havde boet siden 2002.
• Hensigten med købet og renoveringen af Y1-vej blev draget i tvivl, da klageren allerede i september 2003 anmodede SKAT om en bindende forhåndsbesked om skattefrihed ved salg af ejendommen.

Under disse omstændigheder kunne det ikke antages, at klagerens ophold på ejendommen havde karakter af reel bebølse med henblik på varigt ophold, jf. SKM2007.74.HR, hvor Højesteret fandt, at et ophold i en ejendom alene havde karakter af et midlertidigt ophold.

Fortjenesten ved salget af ejendommen Y1-vej, Y1-by, skulle derfor medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1. Fortjenesten skulle medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 16.

For så vidt angår den talmæssige opgørelse af avancen, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, da klageren kun havde dokumenteret en del af udgifterne. Den talmæssige opgørelse blev derfor stadfæstet.