Beskatning af renteindtægter fra fond i Liechtenstein – manglende adskillelse af formue

Sagen omhandler beskatning af skønsmæssigt fastsatte renteindtægter fra en fond (G Stiftung) med hjemsted i Liechtenstein. Fonden blev stiftet i 1983 af klagerens onkel og to venner med det oprindelige formål at støtte den unge generation og undgå arveafgift. Kort før sin død i 1998 ændrede onklen fondens vedtægter, så klageren, hans hustru og søn blev de eneste begunstigede. Parterne var enige om, at fonden ikke var et selvstændigt skattesubjekt efter dansk skatteret indtil onklens død.

SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001-2003 og 2005 med skønsmæssigt ansatte renteindtægter, idet SKAT mente, at klageren efter onklens død måtte anses som den reelle ejer af fondens formue, og fonden dermed ikke var et selvstændigt skattesubjekt. Klagerens repræsentant påstod, at beskatningen skulle frafaldes, med henvisning til at stifterens tilbagekaldelses- og ændringsret efter liechtensteinsk ret ikke kunne falde i arv til klageren, og at liechtensteinsk lovgivning entydigt skulle afgøre sagen. En Højesterets dom fra februar 2011 vedrørende fradrag for renteudgifter fra samme fond blev også nævnt i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt fonden skal anses for et selvstændigt skattesubjekt efter onklens død, afgøres efter dansk skatteret. Afgørende er, om der foreligger en klar, effektiv og definitiv adskillelse af formuen. I en situation som denne, hvor fonden er oprettet af klagerens onkel, og klageren er universalarving og eneste begunstigede sammen med sin familie, påhviler der klageren en skærpet bevisbyrde for, at fondens formue reelt er effektivt og definitivt adskilt.

Retten fandt, at kravet om effektiv og definitiv udskillelse af formuen ikke var til stede. Dette blev begrundet med en helhedsvurdering af klagerens faktiske dispositioner og oplysninger:

• Klageren har stedse kunnet og rent faktisk disponeret i relation til fondens formue.
• Klageren indfriede sit lån til fonden i 2005, mens sagen verserede, velvidende at han som enebegunstiget senere ville modtage pengene retur.
• Klageren har løbende modtaget udlodninger fra fonden, herunder efter mundtlige anmodninger.
• Klageren har deltaget i møder med forvaltningsinstituttet.
• Fondens formue skal ved opløsning om muligt tilgå klageren og hans familie i henhold til begunstigelsesbestemmelserne.
• Klagerens skiftende og manglende oplysninger om fondens formue og udlodninger bidrog til opfattelsen af, at fonden var uden økonomisk realitet efter dansk skatteret.

Landsskatteretten tiltrådte herefter, at fonden, uanset dens status efter liechtensteinsk ret, ikke kan anses som et selvstændigt skattesubjekt efter dansk skatteret. Beskatning af fondens indkomst skal derfor ske hos klageren. Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelser for indkomstårene 2001-2003 og 2005, blev SKATs afgørelse stadfæstet. Retten henviste desuden til en Højesterets dom fra februar 2011, der vedrørte fradragsret for renteudgifter af et lån fra samme fond, hvor flertallet fandt, at der ikke var et reelt gældsforhold.