Manglende dokumentation for annonceudgift – Udlodning til hovedanpartshaver

Sagen omhandler et selskabs fradrag for en ikke-dokumenteret driftsudgift på 65.000 kr. (med tillæg af moms i alt 81.250 kr.), som SKAT havde nægtet fradrag for og anset som udlodning til hovedanpartshaveren. Selskabet, der havde skiftet aktivitet fra vinhandel til byggevirksomhed, havde bogført beløbet som annonce- og reklameudgift.

SKATs afgørelse var baseret på manglende dokumentation for udgiften, herunder manglende grundbilag og manglende opfyldelse af Bogføringsloven § 9. SKAT mente ikke, det var dokumenteret, at udgiften var afholdt som led i virksomhedens drift, eller at selskabet var rette omkostningsbærer. Andre annonceudgifter på 494.836 kr. var dog godkendt, da de var dokumenteret med fakturaer.

Selskabets repræsentant påstod fradrag for beløbet og argumenterede for, at det var hævet i selskabets bank til dækning af annonceudgifter. Beløbet var en del af et større beløb, som selskabets tidligere bogholder havde besveget selskabet for. Repræsentanten anførte, at tabet måtte betragtes som en naturlig driftsrisiko for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1. Det blev også fremført, at det var inkonsekvent, at SKAT havde godkendt momsfradrag for beløbet, men nægtet skattemæssigt fradrag, da SKAT som én offentlig forvaltning burde foretage samme vurdering af bevisets stilling.

Landsskatterettens begrundelse og afgørelse

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, der fastslår, at skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, og at udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten og ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.

Retten fandt, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at selskabet havde afholdt en erhvervsmæssig udgift på 65.000 kr. Der var alene fremlagt en opgørelse over udstedte checks vedrørende netannoncer, og det var ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabet havde modtaget nogen modydelse. Det forhold, at der var godkendt momsfradrag for udgiften, var ikke ensbetydende med, at udgiften var skattemæssigt fradragsberettiget.

Besvigelser som driftsomkostning

Landsskatteretten anerkendte, at tab forårsaget af besvigelser kan fradrages som driftsomkostning, hvis tabet udgør en sådan. Dog var det ikke dokumenteret, at den omtvistede udgift var et direkte udslag af bogholderens besvigelser. Selv hvis det kunne dokumenteres, ansås besvigelsen ikke for en fradragsberettiget driftsomkostning.

Retten lagde til grund, at besvigelsen havde fundet sted, men bemærkede, at selskabet ikke havde foretaget de nødvendigste afstemninger af selskabets beholdninger, herunder bankbeholdningen. Da bogholderen havde vidtgående beføjelser over kasse og bogholderi i alle koncernens selskaber, var der mulighed for at hæve penge og undlade indtægtsføring. Retten konkluderede, at bedragerierne ville være afsløret ved almindelig, rettidig og simpel afstemning af bogholderiet med bankkontoudtog.

Virksomhedens ledelse havde udvist betydelig uforsigtighed i sin organisation, forretningsgang og kontrolsystemer, hvilket muliggjorde bogholderens dispositioner. Derfor blev tabet som følge af besvigelserne ikke anset for en sædvanlig driftsomkostning, da det faldt uden for rammerne af den risiko, som driften af selskabets virksomhed normalt medfører.

Konklusion

Da selskabet havde udgiftsført et beløb, der ikke var dokumenteret ved et grundbilag, og dermed ikke dokumenteret at vedrøre selskabets erhvervsmæssige virksomhed, og da det ikke var dokumenteret, at selskabet havde modtaget nogen modydelse, blev beløbet med tillæg af moms (i alt 81.250 kr.) anset for udlodning til hovedanpartshaveren.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om forhøjelse af den skattepligtige indkomst.