Maskeret udbytte ved udlejning af selskabslejlighed til nærtstående og ugyldighed af afgørelse

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren, som hovedanpartshaver i H1 ApS, skulle beskattes af maskeret udbytte i indkomstårene 2005 og 2006, fordi selskabet havde udlejet en ejerlejlighed til klagerens søn og svigerdatter. Klagen vedrørte desuden spørgsmålet om afgørelsens gyldighed på grund af sagsbehandlingsfejl.

Selskabet erhvervede lejligheden i 2002 og udlejede den til klagerens søn og svigerdatter. Den oprindelige årlige leje var 76.050 kr. Skattecentret varslede en forhøjelse af selskabets indkomst, da den aftalte leje ikke blev anset for at være markedslejen. Selskabet forsøgte at forhøje huslejen til 169.000 kr. årligt, men Huslejenævnet for Y1-bys Kommune nedsatte den til 84.500 kr. pr. år (500 kr. pr. m2).

Skattecentret beregnede det maskerede udbytte ved at tage 5 % af ejendomsvurderingen tillagt et fast beløb på 22.575 kr. (Ligningsloven § 16, stk. 9), og fratrak den betalte husleje. Den resterende forskel blev anset for maskeret udbytte, hvoraf klageren blev beskattet af 50 %. Dette resulterede i en skattepligtig indkomst på 29.037 kr. for 2005 og 52.287 kr. for 2006.

Klagerens repræsentant nedlagde principal påstand om, at beskatningen skulle falde bort, da Ligningsloven § 16 A, stk. 9 ikke hjemler beskatning, når udlejning til tredjemand ubestridt er sket til markedslejen. Subsidiært påstod repræsentanten afgørelsen ugyldig. Repræsentanten argumenterede for, at beskatning kun var relevant, hvis tredjemand havde opnået en fordel (leje under markedsleje), hovedanpartshaveren havde en personlig interesse, og selskabet ingen selvstændig økonomisk interesse havde. Det blev fremført, at skattecentret havde anerkendt, at den opkrævede leje svarede til den maksimale markedsleje fastsat af Huslejenævnet. Desuden blev det anført, at beskatningen udgjorde en skærpelse af administrativ praksis, som beskrevet i Ligningsvejledningen, og at lejeforholdet ikke kunne anses for at have passeret klagerens økonomi. Endelig blev det gjort gældende, at afgørelsen var ugyldig, da skattecentret ikke havde fremsendt en agterskrivelse til klageren i medfør af Skatteforvaltningsloven § 20, hvilket udgjorde en væsentlig sagsbehandlingsfejl.

Landsskatterettens materielle afgørelse

Landsskatteretten fandt, at selskabets køb af lejligheden og udlejning til klagerens søn måtte anses for et udslag af klageren og hendes ægtefælles bestemmende indflydelse i selskabet. Det blev bemærket, at selskabet indtil købet af lejligheden alene drev lægepraksis. Klageren skulle derfor medregne værdien af rådigheden over lejligheden til den skattepligtige indkomst efter Ligningsloven § 16, stk. 9, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 10. Retten fremhævede, at en anpartshaver kan beskattes af maskeret udbytte, selvom fordelen ikke tilfalder denne personligt, jf. pkt. 4.1 i cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001. Huslejenævnets ansættelse af den årlige leje til 84.500 kr. kunne ikke ændre ved dette, og der var således hjemmel til beskatning. Der blev endvidere henvist til Landsskatterettens kendelse af 5. december 2008, gengivet i SKM 2008.981.

Landsskatteretten fandt det desuden ikke godtgjort, at klageren havde en berettiget forventning om, at der ikke ville blive gennemført en beskatning hos hende som hovedanpartshaver, ligesom beskatningen ikke kunne anses for en skærpelse af praksis. På denne baggrund stadfæstede Landsskatteretten den trufne afgørelse for så vidt angår det materielle spørgsmål.

Landsskatterettens processuelle afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at skattecentret i sin udtalelse til Landsskatteretten havde erklæret sig enig i, at afgørelsen var ugyldig, og erklæret sig villig til at genoptage sagen, hvilket repræsentanten ikke havde ønsket. Efter Landsskatterettens opfattelse måtte skattecentrets manglende udsendelse af agterskrivelse anses for en tilsidesættelse af en garantiforskrift, der efter en konkret vurdering blev anset for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der bevirkede afgørelsens ugyldighed. Dette var ligeledes erkendt af skattecentret. Landsskatteretten tiltrådte herefter påstanden om, at afgørelsen var ugyldig.