Landsskatteretten om rette indkomstmodtager af provisionsbeløb og ekstraordinær genoptagelse

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse af et selskabs (H2 A/S) skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2003. Hovedspørgsmålet var, hvorvidt H2 A/S skulle anses for rette indkomstmodtager af provisionsbeløb, og om der kunne gives fradrag for udgifter til konsulentbistand. SKAT havde modtaget kontroloplysninger fra franske skattemyndigheder, der indikerede, at H2 A/S havde modtaget en formidlingsprovision fra den franske flyproducent G1, som ikke var selvangivet.

SKAT havde i 2004 modtaget de første oplysninger, men henlagde sagen i 2006 efter selskabets forklaring om, at beløbet var udbetalt direkte fra G1 til G2 Ltd for konsulentbistand til alternativ finansiering. I 2007 modtog SKAT dog yderligere kontroloplysninger, herunder bekræftelser fra G1 til H2 A/S (underskrevet af selskabets ejer, B) vedrørende provisionsudbetalinger og overførsler til en schweizisk konto tilhørende H2 A/S. H2 A/S bestred at have en schweizisk konto og hævdede, at bekræftelserne var til G1's interne brug, og at den schweiziske konto tilhørte NF fra G2 Ltd.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT genoptog skatteansættelsen ekstraordinært og anså H2 A/S for skattepligtig af provisionsbeløbet på 4.854.913 kr., jf. Statsskatteloven § 4. Da beløbet ikke var tilgået selskabet, blev det anset for maskeret udlodning til hovedaktionæren B, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1. SKAT afviste desuden fradrag for udgifter til konsulentbistand på 4.854.913 kr., jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at udgiften var erhvervsmæssig. SKAT lagde vægt på, at G2 Ltd og NF ikke kunne identificeres, at G1 næppe ville overføre beløb til en tredjepart baseret på en mundtlig aftale, og at der manglede dokumentation for den alternative finansierings succes.

Klagerens argumenter

Selskabet påstod, at genoptagelsen var ugyldig på grund af forældelse, idet SKAT ikke havde hjemmel til at genoptage en sag, der tidligere var henlagt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. De fastholdt, at H2 A/S ikke havde en schweizisk bankkonto, og at pengene var overført til NF's konto. Subsidiært påstod selskabet, at hvis H2 A/S blev anset for rette indkomstmodtager, skulle der gives fradrag for et tilsvarende beløb som driftsomkostning, da aftalen med G2 Ltd var legitim og indgået under tidspres for at sikre salget af flyet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomstårene 2002 og 2003.

Formalitet - Ekstraordinær genoptagelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig på grund af forældelse.

• Retten bemærkede, at Skatteforvaltningsloven § 26 fastsætter frister for varsel om ændring af skatteansættelse.
• Dog kan en ansættelse ændres ekstraordinært i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 (hvis en direkte følge af en ansættelse for et andet indkomstår) og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 (hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket en urigtig ansættelse).
• Landsskatteretten vurderede, at de nye oplysninger fra de franske skattemyndigheder udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
• Da varsel blev afsendt inden for 6 måneder efter kundskab om de nye forhold, var der ikke grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig på grund af forældelse.

Rette indkomstmodtager og fradrag for udgifter

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at H2 A/S var rette indkomstmodtager af provisionsbeløbet og at der ikke kunne godkendes fradrag for konsulentbistand.

• Retten fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at H2 A/S havde modtaget det omhandlede beløb vedrørende provision for formidling af det omhandlede fly, jf. Statsskatteloven § 4. Dette blev begrundet med, at hovedaktionæren personligt havde kvitteret for et brev fra den franske flyproducent G1 til H2 A/S vedrørende provisionen, og at bilag dokumenterede overførsel af beløbet til H2 A/S.
• Der kunne ikke godkendes fradrag for et tilsvarende beløb som driftsudgift til G2 Ltd og NF, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da hverken selskab eller person kunne identificeres tilstrækkeligt.
• Beløbet blev derfor anset for ikke-fradragsberettiget udbytte til hovedaktionæren, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1.
• Landsskatteretten lagde vægt på, at det var usandsynligt, at G1 ville overføre beløb til en anden modtager baseret på en mundtlig aftale, når der forelå en skriftlig aftale med H2 A/S.
• Manglende dokumentation for G2 Ltd's eksistens og den påståede alternative finansierings succes bidrog til afgørelsen.