Landsskatteretten om afregning af svovlafgift ved indirekte måling af udledning

Sagen omhandlede et varmeværks anmodning om tilladelse til at afregne svovlafgift baseret på udledningen af svovldioxid frem for svovlindholdet i det anvendte brændsel (halm). Værket havde installeret et demonstrationsanlæg med en skrubber til rensning af røggas, og de ønskede at anvende registrerede pH-værdier i skrubbervandet som indirekte måling af svovlemissionen.

Skattecentret afviste anmodningen med henvisning til, at de beskrevne indirekte målinger ikke opfyldte betingelserne i Svovlafgiftsloven § 2, stk. 2 og 6 samt Bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl § 1, stk. 2 og 4.

Klagerens argumenter

Varmeværket argumenterede for, at deres røggasrensningsudstyr sikrer en tæt på 100 % fjernelse af svovldioxid, og at akkrediterede målinger fra G1 A/S dokumenterer, at emissionen er tæt på 0 mg SO2/Nm3, når pH-værdien er over 4,5. De fremhævede en direkte og kemisk veldokumenteret sammenhæng mellem afsvovlingsgraden og røggasvaskervandets pH-værdi. Værket mente, at de kunne opfylde dokumentationskravene i svovlafgiftsloven og den tilhørende bekendtgørelse, da pH-målingerne og den tilhørende dokumentation var tilstrækkelig.

De foreslog en afregningsmodel baseret på pH-værdier og kedeltype, som ville blive fuldt dokumenteret i deres SRO-anlæg:

Klageren henviste desuden til lignende betragtninger vedrørende indirekte måling i forbindelse med afgiftsrefusion for naturgasafgift og til Lov om afgift af kvælstofoxider, hvor der åbnes op for anvendelse af indirekte målemetoder, når det kan dokumenteres, at metoden giver samme resultat som den primære målemetode.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skattecentrets afgørelse om ikke at imødekomme varmeværkets anmodning om at afregne svovlafgift baseret på indirekte målinger af svovldioxidudledningen.

Landsskatteretten lagde til grund, at værket ikke foretog direkte målinger af udledt svovldioxid. Ifølge Svovlafgiftsloven § 2, stk. 2 forudsætter tilladelse til at betale afgift af udledningen af svovldioxid, at virksomheden gennemfører målinger af den samlede mængde svovl udledt til luften. De nærmere regler for disse målinger er fastsat i Bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl, udstedt i medfør af Svovlafgiftsloven § 2, stk. 5.

Retten bemærkede, at Svovlafgiftsloven § 2, stk. 3 fastsætter en alternativ opgørelsesmetode for virksomheder, der anvender varer omfattet af Svovlafgiftsloven § 1, nr. 14 og som ikke foretager sådan måling. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at svovlafgiftsloven ikke indeholder hjemmel til at foretage opgørelse efter udledningsmetoden i Svovlafgiftsloven § 2, stk. 2 på grundlag af en anden metode, som anmodet af værket.

Det blev yderligere fremhævet, at Lov om afgift af kvælstofoxider § 2, stk. 2 udtrykkeligt lovfæster muligheden for at foretage måling ved en anden metode, hvis det kan dokumenteres, at metoden giver samme resultat som den anviste primære målemetode. En tilsvarende hjemmel fremgår ikke af svovlafgiftsloven. Derfor stadfæstedes skattecentrets afgørelse.