Landsskatteretten: Ugyldighed og skønsmæssig indkomstforhøjelse (1992-1996)

Sagen vedrører en klage over skattemyndighedernes skønsmæssige indkomstforhøjelser for indkomstårene 1992-1996. Klageren og hendes ægtefælle var involveret i ledelsen af en blomsterbutikskæde, der var ejet af deres søn. SKAT indledte en undersøgelse baseret på vidneudsagn og dokumenter fundet ved ransagning, som indikerede udeholdt indkomst.

SKATs fund og grundlag for ansættelsen

SKATs undersøgelse afdækkede flere forhold:

• Vidner oplyste, at klageren og hendes ægtefælle tømte butikkernes kasse og tog kassestrimler med sig.
• Kassestrimler for formiddagsomsætningen i en butik manglede, og kun eftermiddagens omsætning, der var indsat i banken, var bogført som indtægt.
• Dokumenter, herunder budgetter og svindrapporter, tydede på klagerens aktive deltagelse i driften.
• Budgetter indeholdt notater som "K.R. 8.700" og "K.R. 8.5", som SKAT tolkede som månedlig løn til klageren.
• Privatforbrugsberegninger for ægtefællerne viste meget lave eller negative beløb for årene 1992-1997, hvilket indikerede, at den selvangivne indkomst ikke dækkede et acceptabelt privatforbrug.

På baggrund af disse fund foretog SKAT skønsmæssige indkomstforhøjelser på 51.000 kr. for hvert af indkomstårene 1992-1996, med henvisning til Statsskatteloven § 4.

Klagerens argumenter

Klageren påstod primært, at SKATs afgørelser var ugyldige og skulle annulleres på grund af:

• Forældelse: Især for 1992 og 1993, idet betingelserne for udvidet genoptagelse ikke var opfyldt.
• Manglende begrundelse: Afgørelserne opfyldte ikke kravene i Forvaltningsloven §§ 22 og 24, da de kun generelt henviste til fundne dokumenter uden specifikke detaljer.
• Manglende partshøring: Klageren havde ikke fået tilstrækkelig mulighed for at kommentere de specifikke oplysninger fra de beslaglagte dokumenter.
• Utilstrækkeligt bevisgrundlag: Vidneudsagn blev anset for at have ringe bevismæssig værdi, beslaglagte dokumenter kunne ikke alene begrunde forhøjelserne, og privatforbrugsberegningerne var mangelfulde og usikre.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede sagen under hensyntagen til både processuelle og materielle aspekter.

Processuelle forhold

• Partshøring: Retten fandt, at SKAT havde overholdt partshøringsprincippet i Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Dette skyldtes, at SKAT havde vedlagt de relevante budgetter og regnskaber som bilag til agterskrivelsen af 15. april 1998 og i den forbindelse indkaldt klageren til et møde for at drøfte oplysningerne.
• Begrundelseskrav: Retten vurderede, at SKAT og skatteankenævnet havde opfyldt begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24, stk. 1 for så vidt angår den materielle forhøjelse. De havde henvist til Statsskatteloven § 4 og de fundne budgetter og regnskaber som grundlag for den skønsmæssige ansættelse.
• Forældelse og genoptagelse (1992 og 1993): For indkomstårene 1992 og 1993 fandt Landsskatteretten, at SKATs afgørelser led af en væsentlig begrundelsesmangel. SKAT havde ikke i sin afgørelse af 1. maj 1998 anført, at genoptagelsen skete med hjemmel i Skattestyrelsesloven § 35, stk. 4 (den dagældende lov), eller hvilke hensyn der havde været bestemmende herfor. Selvom udeholdelse af indtægter normalt anses for groft uagtsomt, jf. SKM2002.205.ØLR, og SKAT først medio 1996 havde tilstrækkelige oplysninger, var den manglende henvisning til den udvidede genoptagelsesregel og dens begrundelse en væsentlig fejl. Denne fejl blev anset for at have haft betydning for klagerens mulighed for at anfægte afgørelserne. Landsskatteretten annullerede derfor SKATs afgørelser for indkomstårene 1992 og 1993 som ugyldige.
• Forældelse og genoptagelse (1994-1996): For indkomstårene 1994-1996 fandt retten, at den manglende angivelse af den ordinære ligningsfrist i Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1 ikke var en væsentlig sagsbehandlingsfejl, da reglerne herom er objektive og ikke antages at have påvirket klagerens mulighed for at anfægte afgørelsen. Afgørelserne for disse år blev derfor opretholdt processuelt.

Materielle forhold (1994-1996)

• Skattepligtig indkomst: I henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a skal alle indtægter medregnes ved indkomstopgørelsen.
• Skønsmæssig forhøjelse: Retten henviste til praksis, jf. U.1967.635.H, om at SKAT kan foretage en skønsmæssig forhøjelse, hvis der ikke er plads til et antageligt privatforbrug.
• Bevisgrundlag: Landsskatteretten lagde vægt på:
  • Fundne budgetter og opgørelser/regnskaber, der indikerede, at klageren modtog løn på ca. 8.500 kr. - 8.700 kr. pr. måned.
  • Klagerens egen forklaring om væsentlig arbejdsindsats i blomsterbutikskæden.
  • Andre fundne dokumenter (telefonliste, bordplan, politianmeldelse, tilmeldingsliste til nytårsfest), der understøttede klagerens tilknytning til virksomheden.
  • SKATs privatforbrugsberegninger for 1994-1996, som viste usædvanligt lave beløb (henholdsvis 19.449 kr., -5.875 kr. og 12.900 kr.). Selvom der var usikkerhedsmomenter, tillagdes disse opgørelser væsentlig betydning.

På baggrund af det samlede bevisgrundlag fandt Landsskatteretten, at skatteankenævnets skønsmæssige ansættelse af klagerens yderligere indkomst på 51.000 kr. for indkomstårene 1994-1996 ikke kunne anses for åbenbart urimelig eller forkert. Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse for indkomstårene 1994, 1995 og 1996.