Kørselsgodtgørelse anset som løn - manglende dokumentation og lønudbetaling

Sagen omhandlede en direktør i et ApS, der klagede over SKATs afgørelse om at beskatte udbetalt kørselsgodtgørelse som løn for indkomstårene 2005 og 2006. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med henholdsvis 26.991 kr. (2005) og 46.266 kr. (2006), da klageren ikke havde modtaget løn fra selskabet i de pågældende år, hvilket SKAT anså som en betingelse for skattefri kørselsgodtgørelse. SKAT havde dog indrømmet et skønsmæssigt befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9C.

Klageren var direktør og udviklingsingeniør i selskabet, der udviklede og solgte mobile vejesystemer. Hans arbejde omfattede montage, salg, teknisk rådgivning, test og servicering af systemer hos kunder i både Danmark og Sverige. De bogførte kørselsomkostninger var relateret til disse aktiviteter, herunder udskiftning af komponenter, montage og servicering af vejesystemer hos forskellige kunder.

Klageren argumenterede principalt for, at han aldrig havde modtaget de bogførte kørselsomkostninger som udbetaling, og at de derfor ikke skulle beskattes som løn. Subsidiært mente han, at hvis de bogførte poster alligevel blev anset som udbetalinger, skulle kun den første bogførte kørselsgodtgørelse beskattes som løn, hvorefter de efterfølgende kunne anerkendes som skattefri. Mest subsidiært påstod klageren, at der skulle godkendes et højere befordringsfradrag, da hans kørsel startede fra hjemmet og ikke fra selskabets adresse, og at han arbejdede op til 360 dage om året.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at anse den udbetalte kørselsgodtgørelse som skattepligtig løn for indkomstårene 2005 og 2006. Dette skyldtes, at klageren ikke havde modtaget løn fra selskabet i de pågældende år, hvilket er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5 og Ligningsloven § 9B, stk. 1. Derudover forelå der ikke en tilstrækkelig registrering af klagerens befordring, der kunne danne grundlag for arbejdsgiverens kontrol, som krævet i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. De bogførte beløb blev derfor kvalificeret som vederlag for udført arbejde og dermed skattepligtig indkomst.

Landsskatteretten ændrede dog SKATs afgørelse vedrørende befordringsfradraget efter Ligningsloven § 9C. Fradraget blev forhøjet, da det skulle beregnes med udgangspunkt i kørsel fra klagerens sædvanlige bopæl til arbejdspladsen/kundernes adresser, og ikke fra selskabets adresse. Den yderligere kørsel blev beregnet til 25 km pr. kørselsdag.

Landsskatteretten fastsatte fradraget som følger:

Det blev bemærket, at der ikke forelå yderligere dokumentation for kørsel, der kunne begrunde et højere fradrag.