Momsmæssigt leveringssted for elektroniske ydelser: Levering af pornografisk materiale via internettet

Sagen omhandlede et selskabs momsefterangivelse for perioden 2004-2006, hvor selskabet anmodede om tilbagebetaling af allerede afregnet udgående moms. Selskabet, der leverede pornografisk film mv. på internettet mod vederlag, mente, at ydelserne ikke var momspligtige i Danmark, da leveringsstedet skulle anses for at være i udlandet.

Selskabets aktiviteter bestod i at oprette og vedligeholde hjemmesider, hvor kunder (slutbrugere) mod betaling kunne få adgang til film. Betalingen foregik via hollandske og tyske betalingsformidlingsselskaber, [virksomhed2] og [virksomhed3]. Kunderne blev ledt til betalingsselskabernes sider for selve transaktionen og derefter tilbage til selskabets hjemmesider for adgang til indholdet. Selskabets navn fremgik ikke direkte for slutbrugerne, men betalingen på kontoudtoget ville lyde på "[virksomhed1]".

SKAT afviste momsefterangivelsen og fastholdt, at ydelserne var momspligtige i Danmark. SKAT argumenterede for, at selskabet var den reelle leverandør af billedmaterialet, da det ejede hjemmesiderne, bar den økonomiske risiko for transaktionerne og var forpligtet af aftalen om levering af indholdet. Betalingsformidlingsselskaberne leverede alene en betalingsformidlingsydelse til selskabet og frasagde sig ethvert indhold på selskabets hjemmesider.

Selskabet påstod tilbagebetaling af momsen og argumenterede for, at [virksomhed2]/[virksomhed3] handlede i eget navn, men for selskabets regning, jf. Momsloven § 4, stk. 4. Dette ville betyde, at leverancen fra selskabet skulle anses for ydet til [virksomhed2]/[virksomhed3] (afgiftspligtige erhvervsdrivende i andre EU-lande), hvorved beskatningsretten på leverancen til slutbrugeren ville ligge i udlandet efter reglerne om "reverse charge". Selskabet fremhævede, at slutbrugerne oprettede sig hos betalingsformidlingsselskaberne, at selskabet var anonymt for slutbrugerne, og at betalingsformidlingsselskaberne håndterede kundebetalinger og reklamationer. Selskabet sammenlignede situationen med sommerhusudlejning via et bureau, hvor bureauet optræder som kontraktpart over for gæsten, men handler for ejerens regning, jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8.

Selskabets argumenter for "eget navn for fremmed regning"

Selskabet fremhævede følgende punkter til støtte for, at [virksomhed2]/[virksomhed3] handlede i eget navn:

• Brugerne opnåede adgang ved at oprette sig hos [virksomhed2]/[virksomhed3], som førte kunderegister. Selskabet havde ingen direkte adgang til kundedata.
• Selskabet behandlede reklamationer, men typisk efter henvisning fra [virksomhed2]/[virksomhed3]. Selskabet fremstod anonymt for slutbrugeren.
• [virksomhed2]/[virksomhed3] håndterede kundebetalinger fuldt ud, herunder indsigelser mod kreditkortbetalinger. Selskabets identitet fremgik kun indirekte af kontoudtoget.
• [virksomhed2]'s hjemmesideudsagn om ikke at være "publisher" eller "editor" af indholdet blev tolket som irrelevant for den momsretlige vurdering af leverandørstatus.

Til støtte for, at [virksomhed2]/[virksomhed3] handlede for fremmed (selskabets) regning, blev følgende fremhævet:

• [virksomhed2]/[virksomhed3] afregnede selskabets andel af provenuet til selskabet via afregningsbilag, ikke fakturaer, i overensstemmelse med Momsloven § 52.
• Bestridte/ugyldige kreditkorttransaktioner blev belastet selskabet ved efterfølgende afregning.

Selskabet mente, at den afgørende forskel til SKM2006.98.LSR var, at selskabet i nærværende sag ikke optrådte som navngiven juridisk enhed i forhold til slutbrugerne, hverken i markedsføringen eller i transaktionerne. Slutbrugerne havde ingen mulighed for at identificere selskabet som "leverandør", men ville nødvendigvis holde sig til [virksomhed2] som "forhandleren" i tilfælde af indsigelser. Selvom selskabet bar risikoen for slutbrugerens betaling, mente selskabet, at [virksomhed2] "leverede" de elektroniske tjenesteydelser i eget navn, men for selskabets regning, og dermed måtte betragtes som leverandør i momslovens forstand.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at de leverede ydelser skulle karakteriseres som levering af elektroniske ydelser i henhold til dagældende Momsloven § 15, stk. 2, nr. 11, da selskabet stillede elektroniske film mv. til rådighed via internettet.

Retten lagde til grund, at selskabet leverede de elektroniske ydelser til ikke-afgiftspligtige personer i Danmark og andre EU-lande, og at selskabet derfor med rette var pålagt at beregne dansk moms ved leveringen, jf. Momsloven § 15, stk. 1 sammenholdt med Momsloven § 15, stk. 4, nr. 2. Begrundelsen herfor var:

• Selskabet ejede og stillede indholdet af de pågældende hjemmesider direkte til rådighed for slutbrugerne.
• Selskabet bar den økonomiske risiko for, at slutbrugerne ikke betalte.
• Selskabet afholdt alle omkostninger til at tiltrække besøgende til hjemmesiderne og de leverede ydelser.
• Selskabet skulle kontaktes, hvis der skulle gøres indsigelser over for den leverede ydelse/produkt.

Det forhold, at selskabet ikke havde oplyst sit navn til slutbrugerne, og at disse dermed ikke vidste, hvilket selskab der stod for leverancen, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten henviste til sin tidligere afgørelse i sag SKM2006.98.LSR, som støttede denne afgørelse.

Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet var afgiftspligtigt af ydelserne i henhold til Momsloven § 4 og Momsloven § 15, hvorfor SKAT's nægtelse af tilbagebetaling blev anset for at være med rette. SKAT's afgørelse blev stadfæstet.