Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Europa-Kommissionen, Nederlandene, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Bay Larsen
Denne sag omhandler en præjudiciel anmodning fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 2003/86/EF (familiesammenføringsdirektivet), specifikt vedrørende anvendelsen af de gunstige betingelser for flygtninge på personer med subsidiær beskyttelsesstatus.
Sagen involverer K og B, der søgte visum til familiesammenføring med referencepersonen F.G. i Nederlandene. F.G. havde opnået subsidiær beskyttelsesstatus i september 2014. Visumansøgningen blev indgivet i januar 2015, hvilket overskred den frist på tre måneder, der er fastsat i direktivets artikel 12, stk. 1, for at opnå familiesammenføring uden de almindelige dokumentationskrav (vedrørende indtægt og bolig).
Statssekretæren afslog ansøgningen udelukkende med den begrundelse, at tremånedersfristen var overskredet. Den forelæggende ret bemærkede, at selvom personer med subsidiær beskyttelse er eksplicit udelukket fra direktivets anvendelsesområde (artikel 3, stk. 2, litra c)), har nederlandsk lovgivning valgt at anvende direktivets gunstige flygtningeregler (Kapitel V) direkte på denne gruppe for at sikre dem den samme behandling som flygtninge.
De centrale spørgsmål til Domstolen vedrørte dels Domstolens kompetence til at fortolke EU-ret, der anvendes analogt af national ret uden for dens formelle anvendelsesområde, dels om direktivets artikel 12, stk. 1, er til hinder for, at et afslag på en gunstig ansøgning gives alene på grund af fristoverskridelsen, når en ansøgning under den almindelige ordning stadig er mulig.
Domstolen fastslog, at den har kompetence til at fortolke artikel 12, stk. 1, i direktiv 2003/86/EF, selvom den pågældende situation (subsidiær beskyttelsesstatus) er undtaget fra direktivets formelle anvendelsesområde (artikel 3, stk. 2, litra c)).
En fortolkning af EU-retlige bestemmelser i situationer, der ikke er omfattet af disse bestemmelsers anvendelsesområde, er berettiget, såfremt disse bestemmelser af national ret er blevet gjort anvendelige i sådanne situationer på direkte og ubetinget vis med henblik på at sikre en ensartet behandling.
Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2003/86 tillader medlemsstaterne at kræve, at flygtningen opfylder de almindelige betingelser i artikel 7, stk. 1 (krav om bolig og indtægter), hvis ansøgningen om familiesammenføring indgives efter den tre måneder lange frist. Domstolen konkluderede, at direktivet ikke er til hinder for en national lovgivning, der afslår ansøgningen under den gunstige ordning alene på grund af fristoverskridelsen, forudsat at der stadig er mulighed for at indgive en ny ansøgning under den almindelige ordning.
Den nationale lovgivning skal dog overholde følgende kumulative betingelser for at være forenelig med effektivitetsprincippet:

EU-Domstolen fastslår i en ny dom, at Flygtningenævnet har forelæggelseskompetence og præciserer reglerne for overførselsfrister i Dublin-sager.

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgerichtshof i Østrig vedrørende fortolkningen af artikel 4, stk. 5, i direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring. Sagen er anlagt af Marjan Noorzia mod Bundesministerin für Inneres, efter at Noorzia fik afslag på sin ansøgning om etableringstilladelse med henblik på familiesammenføring.
Baggrunden for sagen er, at Marjan Noorzia, en afghansk statsborger, ansøgte om familiesammenføring med sin mand, der var bosat i Østrig. De østrigske myndigheder afslog ansøgningen, fordi hendes mand ikke var fyldt 21 år på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, selvom han var fyldt 21 år på tidspunktet for afgørelsen.
Det centrale spørgsmål er, om artikel 4, stk. 5, i direktiv 2003/86/EF er til hinder for en national bestemmelse, der kræver, at ægtefæller skal være fyldt 21 år allerede på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring.
Udlændingenævnet genoptager nu sagsbehandlingen af sager om familiesammenføring efter TEUF artikel 20, som har været sat i bero siden august 2022 efter en dom fra EU-Domstolen.
En ny dom fra EU-Domstolen om afledt opholdsret til tredjelandsstatsborgere, der er forældre til mindreårige unionsborgere, medfører foreløbig berostillelse af visse familiesammenføringssager.
Bundesministerin argumenterede for, at kravet om minimumsalder på ansøgningstidspunktet er i overensstemmelse med direktivet. Den forelæggende ret var usikker på, om direktivet fastlægger et bestemt tidspunkt for vurderingen af minimumsalderen.
Domstolen skulle afklare, om den nationale lovgivning var i strid med EU-retten.

Sagen omhandler tre forenede anmodninger om præjudiciel afgørelse fra den belgiske Conseil d’État. Tvisten vedrører fort...
Læs mere
Sagen omhandler to finske sager, hvor tredjelandsstatsborgere (O. og M.) har fået afslag på familiesammenføring med dere...
Læs mereForslag til Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love (Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne om bl.a. tilbagesendelse samt præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet m.v.)