Godkendelse af nedlæggelse af privat fællesvej på landet trods uenighed om procedure

Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes tilladelse til at nedlægge en del af en privat fællesvej i landzone. Tilladelsen blev givet efter anmodning fra den grundejer, hvis ejendom vejen krydser. En anden grundejer klagede til Vejdirektoratet, da vedkommende mente, at kommunen havde fulgt en forkert procedure og ikke i tilstrækkelig grad havde vægtet vejens betydning for rekreativ adgang til et skovområde.

Klagens og Kommunens Argumenter

Kernen i uenigheden var både proceduren for afgørelsen og selve den materielle vurdering af vejens vigtighed. Nedenstående tabel opsummerer parternes centrale argumenter.

Vejdirektoratets Afgørelse

Vejdirektoratet opretholdt kommunens afgørelse. Direktoratet konkluderede, at kommunen havde foretaget en saglig afvejning af interesser inden for rammerne af sit skøn i Privatvejslovens § 12, stk. 1, jf. § 72. Selvom den alternative rute for ridende færdsel blev 2,6 km længere, var dette ikke i sig selv grundlag for at nægte en nedlæggelse. Vejdirektoratet understregede, at spørgsmål om en vejs vigtighed kan indbringes for taksationsmyndighederne jf. Privatvejslovens § 75, og at offentlighedens adgang fortsat kan være sikret via Naturbeskyttelsesloven.

Vejdirektoratet opretholder Skanderborg Kommunes afgørelse af 27. maj 2021 om at give tilladelse til nedlæggelse af en del af en privat fællesvej beliggende på matr.nr. 20a, Adslev By, Adslev.

Sagens Kerne

En grundejer ansøgte Skanderborg Kommune om tilladelse til at nedlægge en del af en privat fællesvej, der løber over vedkommendes ejendom i landzone. Kommunen imødekom ansøgningen efter en vurdering i henhold til Privatvejslovens § 72, da de fandt, at vejen ikke var eneste adgangsvej for andre ejendomme, og at der eksisterede alternative ruter.

Klagens Hovedpunkter

En anden grundejer klagede over afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• Procedurefejl: Kommunen anvendte den forenklede procedure i Privatvejslovens § 74 i stedet for den offentlige høringsprocedure i Privatvejslovens § 73, hvilket udelukkede potentielt vejberettigede og offentligheden fra at gøre indsigelse.
• Vejens Vigtighed: Vejen blev anset for vigtig for rekreativ adgang til et større skovområde for både lokale og offentligheden, herunder for ridende færdsel.
• Mangelfuld Partshøring: Den oprindelige, påtænkte afgørelse manglede information om reglerne for udgiftsfordeling i Privatvejslovens § 76.

Vejdirektoratets Vurdering og Afgørelse

Vejdirektoratet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på følgende:

• Kommunalt Skøn: Kommunen har foretaget en konkret afvejning af parternes interesser og har handlet inden for rammerne af det skøn, som Privatvejslovens § 72 giver vejmyndigheden. Vejdirektoratet kan ikke efterprøve dette skøn, så længe det er baseret på saglige hensyn.
• Procedurevalg: Valget om at anvende proceduren i § 74 er kommunens eget ansvar. Vejdirektoratet fandt ikke, at procedurevalget i sig selv var grundlag for at ugyldiggøre afgørelsen.
• Alternative Adgangsveje: Vejdirektoratet konstaterede, i lighed med kommunen, at der fortsat eksisterer alternative adgangsveje til området, selvom disse medfører en omvej for bl.a. ridende færdsel. En længere rute er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at kræve en privat fællesvej opretholdt.
• Fortsat Offentlig Adgang: Vejdirektoratet bemærkede, at selvom vejen nedlægges som privat fællesvej, kan offentlighedens ret til færdsel (gående, cyklende, ridende) fortsat være reguleret af Naturbeskyttelsesloven, specifikt Naturbeskyttelseslovens § 26a.