Kommuners fortrinsret for gæld på private fællesveje er betinget af angivelse på ejendomsskatteopgørelsen
Dato
7. juli 2021
Kommune
Henvendelse fra advokat
Eksterne links
Tags
Lyngby-Taarbæk og Københavns Kommuner har anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse vedrørende opkrævning af restgæld fra historiske vedligeholdelsesoverenskomster for private fællesveje. Problemet opstår, når en ejendom er blevet solgt, uden at kommunens krav om restgæld er blevet tinglyst eller har fremgået af ejendomsskatteopgørelsen. Kommunerne ønskede at vide, om de stadig kunne opkræve gælden med fortrinsret hos de nye ejere.
Sagens Kerne
Kommunerne stillede to centrale spørgsmål:
- Er kravet i Lov om private fællesveje § 100, stk. 2, om at betalingsordninger skal fremgå af ejendomsskatteopgørelsen, en gyldighedsbetingelse for at kunne opkræve beløbet efter et ejerskifte?
- Skal det skyldige beløb kunne henføres til en specifik vedligeholdelsesordning for at opnå fortrinsret?
Vejdirektoratets Vurdering
Vejdirektoratet analyserede bestemmelserne i privatvejsloven og deres historiske baggrund. Hovedfokus var på samspillet mellem de to stykker i § 100.
| Lovbestemmelse | Indhold | Vejdirektoratets Fortolkning |
|---|---|---|
| Privatvejslovens § 100, stk. 1 | Giver kommunen pant og fortrinsret for udgifter til vedligeholdelse, som var det kommunale ejendomsskatter. | Giver i udgangspunktet kommunen en stærk retsstilling for sit krav. |
| Privatvejslovens § 100, stk. 2 | Kræver, at betalings- og garantiordninger skal fremgå af de kommunale ejendomsskatteopgørelser. | Dette er en afgørende betingelse for at opnå den fortrinsret, der er nævnt i stk. 1. Det er ikke blot en ordensforskrift. |
Vejdirektoratet bemærkede, at bestemmelsen i stk. 2 blev indført for at skabe overensstemmelse med lignende regler i anden lovgivning, hvilket understreger dens betydning. Derimod indeholder den almindelige vejlov ikke en tilsvarende bestemmelse.
Det blev også præciseret, at ordninger vedrørende vintervedligeholdelse og renholdelse efter Privatvejslovens § 83 ikke er omfattet af § 100, da disse hviler på et andet juridisk grundlag.
Konklusion
Vejdirektoratet konkluderede, at bestemmelsen i Lov om private fællesveje § 100, stk. 2 skal forstås som en gyldighedsbetingelse. En kommunes krav på betaling for vedligeholdelse opnår kun den særlige beskyttelse med pant og fortrinsret, hvis kravet har været anført på ejendomsskatteopgørelsen. Hvis dette ikke er sket, kan kommunen ikke gøre kravet gældende med fortrinsret over for en ny ejer af ejendommen.
Vejdirektoratets umiddelbare vurdering er, at bestemmelsen i privatvejslovens § 100, stk. 2, er mere end en blot ordensmæssig bestemmelse. Hvis en kommune forskudsvist har afholdt udgifter til vejvedligeholdelse, som påhviler grundejerne, opnår kommunens krav først den beskyttelse med pant og fortrinsret, der er nævnt i privatvejslovens § 100, stk. 1, når kravet fremgår af de kommunale ejendomsskatteopgørelser.
Lignende afgørelser
