Nægtet momsfradrag for ejendom anset som privat bolig for ansat

Sagen omhandler et selskab, der blev nægtet momsfradrag for udgifter til istandsættelse og drift af en ejendom, som en medarbejder boede i. Selskabet havde erhvervet en ejendom bestående af et forhus og et baghus. Baghuset blev anvendt til erhverv, mens forhuset, efter en omfattende renovering, blev beboet af en medarbejder, der formelt kun lejede 2. sal. Skattemyndighederne fandt, at hele forhuset reelt var stillet til rådighed som bolig for medarbejderen.

Selskabet argumenterede for, at kun 2. sal var privat, mens resten af forhuset blev brugt erhvervsmæssigt til møder og overnatning for forretningsforbindelser. Dette blev underbygget med erklæringer, som Landsskatteretten dog ikke fandt tilstrækkeligt dokumenteret.

Konsekvensen var, at selskabet skulle tilbagebetale tidligere fratrukket moms for istandsættelsesudgifter via en regulering for investeringsgoder og blev nægtet fradrag for løbende driftsudgifter som el, vand og varme, da udgifterne blev anset for at vedrøre drift af bolig for personale.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at ifølge Momsloven § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder fradrage moms for indkøb, der udelukkende anvendes til momspligtige leverancer. Dog specificerer Momsloven § 39, stk. 2, nr. 1, at lokaler, der anvendes som bolig for virksomhedens indehaver eller personale, ikke medregnes som virksomhedens lokaler, selvom de også anvendes erhvervsmæssigt. Ydermere kan virksomheder ifølge Momsloven § 42, stk. 1, nr. 2 ikke fradrage moms på indkøb vedrørende anskaffelse og drift af bolig for personale.

For investeringsgoder, herunder fast ejendom, skal der ifølge Momsloven § 43, stk. 1 ske en regulering af den fratrukne moms, hvis anvendelsen ændres. For fast ejendom strækker reguleringsperioden sig over 10 år, jf. Momsloven § 44, stk. 1.

Regulering af investeringsgoder

Retten fandt det ubestridt, at den ansatte lejer var omfattet af personkredsen i Momsloven § 39, stk. 2, nr. 1. De fremlagte erklæringer fra ansatte og forretningsforbindelser blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for den faktiske anvendelse af de øvrige lokaler i ejendommen. Selskabet havde således ikke godtgjort, at lejemålet reelt kun omfattede 2. sal.

Ud fra en vurdering af ejendommens indretning fandt retten, at de ikke-udlejede lokaler var egnede til at udgøre en integreret del af en privat bolig. Derfor kunne lokalerne ikke anses for at være selskabets lokaler i momslovens forstand, og der var ikke grundlag for momsfradrag for udgifterne til istandsættelse. Da selskabet ikke havde bestridt den beløbsmæssige opgørelse af reguleringen, blev Skattecentrets afgørelse på dette punkt stadfæstet.

Udgifter til forbrug

Da der ikke var fremlagt en fordeling af forbrugsudgifterne (el, vand, varme) mellem selskabets lokaler og den private bolig, og da hele ejendommen blev anset for at tjene som bolig for medarbejderen, fandt retten, at samtlige forbrugsudgifter vedrørte drift af bolig. Derfor kunne der ikke godkendes momsfradrag for disse udgifter, jf. Momsloven § 42, stk. 1, nr. 2. Skattecentrets afgørelse blev også stadfæstet på dette punkt.

Den påklagede afgørelse blev herefter stadfæstet i sin helhed.