Landsskatteretten om skattefri rejsegodtgørelse ved arbejde i Sverige og krav til kontrol

Sagen omhandler, hvorvidt fire ansatte i H1 ApS var berettigede til at modtage skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med arbejde udført i Sverige i perioden fra den 1. januar 2005 til den 25. maj 2007. SKAT havde anset en del af de udbetalte rejsegodtgørelser for skattepligtige og pålagt selskabet at ændre indberetninger og indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Selskabet, H1 ApS, havde ingen aktiviteter i Danmark i den omhandlede periode, men var ved at opstarte en smedevirksomhed. Selskabets hovedkunde var G1 i Sverige, og fire af selskabets fem ansatte arbejdede i Sverige. Ansættelseskontrakterne for de ansatte angav Sverige som arbejdssted og var ikke tidsbegrænsede, med tiltrædelsesdatoer tilbage til 1993 og 2000. Selskabet fakturerede udelukkende G1, som derefter fakturerede de øvrige kunder (G2, G3, G4, G5, G6).

SKAT's vurdering og pålæg

SKAT vurderede, at arbejdspladsen hos G1 ikke kunne karakteriseres som midlertidig, da:

• H1 ApS ikke havde aktiviteter på sin danske adresse.
• De ansatte var ansat direkte til arbejdet hos G1.
• Ansættelsesperioderne ikke var tidsbestemte.
• De ansatte havde arbejdet ved G1 i en længere periode, hvilket ansættelseskontrakterne dokumenterede.

SKAT accepterede dog skattefrihed for godtgørelser udbetalt, når de ansatte blev udsendt af G1 til andre firmaer som G2, da disse arbejdssteder blev anset for midlertidige. Dette var dog betinget af, at øvrige krav til skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt, herunder at rejsen varede over 24 timer, der var overnatning, arbejdsgiveren ikke betalte for kost og logi, og der forelå forskriftsmæssig dokumentation og kontrol.

SKAT påpegede, at selskabet havde erkendt, at der ikke forelå den fornødne dokumentation på udbetalingstidspunktet, og at de efterfølgende indsendte bilag var rekonstruerede. På trods af den manglende kontrol havde SKAT dog accepteret skattefrihed for godtgørelserne ved arbejde uden for G1, da de rekonstruerede bilag sandsynliggjorde, at betingelserne i realiteten havde været til stede.

SKAT pålagde selskabet at indsende ændret oplysningsseddel for 2006 og indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for perioden 1. januar 2007 til 25. maj 2007 for den del af rejsegodtgørelsen, der ikke blev godkendt som skattefri. Fremadrettet kunne der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelser for arbejde hos G1.

Klagerens argumenter

Selskabet påstod, at medarbejderne var berettigede til de selvangivne skattefri rejsegodtgørelser. De argumenterede for, at medarbejderne var på rejse under arbejdet i Sverige, da arbejdsstederne var upåregnelige, og henviste til 20-dages-reglen i Ligningsloven § 9 A. Selskabet anførte, at det var uden betydning, om medarbejderne fremstod som ansat ved G1, da skattefri rejsegodtgørelse også er mulig i arbejdsudleje-situationer. Vedrørende kontrolpligten hævdede selskabet, at der var etableret effektive kontrolprocedurer, hvor selskabets leder (CP) og den svenske kunde (G1) i fællesskab kontrollerede rejsedage og -timer, blandt andet via tidsstemplingskort. Selskabet henviste til en tidligere Landsskatteretskendelse, hvor skattefri rejsegodtgørelser var godkendt trods manglende fuld overholdelse af bekendtgørelsens krav, og fremlagde færgebilletter som yderligere dokumentation for rejsetidspunkter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKAT's afgørelse og fandt, at medarbejderne var skattepligtige af samtlige de modtagne godtgørelser. Selskabet blev pålagt at foretage de modsvarende ændringer i indberetningen.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

• Skattepligt af godtgørelser: Godtgørelser, som en lønmodtager får udbetalt for udgifter ved udførelse af arbejde, er som udgangspunkt skattepligtige i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5, 1. punktum.
• Betingelser for skattefri rejsegodtgørelse: Skattefrihed for rejseudgifter forudsætter, at lønmodtageren ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden til et midlertidigt arbejdssted, og at godtgørelsen holder sig inden for visse satser. Dette følger af Ligningsloven § 9, stk. 5, 2. punktum og Ligningsloven § 9 A, stk. 1.
• Midlertidigt arbejdssted: Et arbejdssted kan som udgangspunkt højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. En ny 12-måneders-periode påbegyndes ved arbejdsstedsskifte, defineret som skifte til en ny arbejdsplads mindst 8 km fra den tidligere, skifte til et andet arbejdsprojekt, eller skifte af arbejdsgiver. Hvis tilbagevenden til et arbejdssted ikke var upåregnelig, kræves 20 arbejdsdages fravær for at påbegynde en ny periode. Dette fremgår af Ligningsloven § 9 A, stk. 5 og Ligningsloven § 9 A, stk. 6.
• Arbejdssted hos G1: Medarbejderne havde en sådan tilknytning til G1, at G1 ikke kunne anses som en midlertidig arbejdsplads. Dette blev vurderet ud fra, at medarbejderne var ansat med arbejdssted i Sverige, hovedsageligt arbejdede hos G1, at arbejdet hos andre kunder (G2, G3, G4, G5, G6) skete via G1, at selskabet kun fakturerede G1, og at ansættelseskontrakterne ikke var tidsbegrænsede. Derfor var rejsegodtgørelserne vedrørende arbejdet på G1 ikke skattefrie.
• Arbejdssted hos G2: G2 blev anset som et midlertidigt arbejdssted for medarbejderne.
• Arbejdsgiverens kontrolpligt: Det er en betingelse for skattefrihed, at arbejdsgiveren fører løbende kontrol med udbetalingerne af rejsegodtgørelse, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage og dokumentation for rejsens formål, start- og sluttidspunkt, mål, satser og beregning. Dette følger af Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1. Manglende kontrol medfører skattepligt for modtageren.
• Manglende kontrol: Det var ikke dokumenteret, at selskabet løbende havde ført den påkrævede kontrol med udbetalingerne af rejsegodtgørelse. De fremlagte bilag var rekonstruerede, og der fandtes ikke bilag, der viste kontrol på udbetalingstidspunktet. Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne fravige kravet om løbende kontrol, som det var tilfældet i en tidligere kendelse (Landsskatterettens j.nr. 2-1-1918-1541).

På baggrund af den manglende løbende kontrol blev medarbejderne også anset for skattepligtige af de modtagne godtgørelser vedrørende arbejdet på G2, selvom G2 i sig selv blev anset for et midlertidigt arbejdssted.