Den europæiske arrestordre: Forbud mod automatisk udelukkelse af tredjelandsstatsborgere fra vurdering af social rehabilitering (Artikel 4, stk. 6)

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at artikel 4, nr. 6), i Rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med det princip om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20, er til hinder for en national lovgivning, der automatisk og absolut udelukker tredjelandsstatsborgere, der opholder sig eller er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, fra at være omfattet af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse.

Domstolens ræsonnement

• Afslaget på fuldbyrdelse af en EAW er en undtagelse fra hovedreglen om gensidig anerkendelse, men medlemsstaternes skønsmargen ved implementeringen af de fakultative grunde er ikke ubegrænset og skal respektere grundlæggende rettigheder, herunder ligebehandlingsprincippet.
• Domstolen understregede, at TCN'er, der er bosat eller har ophold af en vis varighed i den fuldbyrdende medlemsstat, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med unionsborgere med hensyn til det i artikel 4, nr. 6) forfulgte formål om social rehabilitering.
• En automatisk udelukkelse af TCN'er udgør en forskelsbehandling, der ikke kan anses for objektivt begrundet, og den fratager den fuldbyrdende judicielle myndighed det nødvendige skøn til at vurdere, om rehabiliteringsformålet bedst opnås ved afsoning i Italien.

Vurderingskriterier for TCN'er

Domstolen fastsatte, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage en samlet vurdering af alle konkrete forhold for at afgøre, om der foreligger tilstrækkelig integration til at berettige afslag på overgivelse. Denne vurdering skal tage højde for, om fuldbyrdelsen i den pågældende medlemsstat vil øge den eftersøgte persons muligheder for social rehabilitering. Relevante faktorer omfatter:

• Den familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat.
• Arten, varigheden og betingelserne for opholdet (f.eks. om vedkommende har status som fastboende udlænding i henhold til direktiv 2003/109/EF).

Formålet er at sikre, at straffen kan have en reel social reintegrationsfunktion, hvilket fremmes, når den domfældte kan have hyppig kontakt med sit nærmeste miljø.

Hovedargumenter

• João Pedro Lopes Da Silva Jorge: Anfører, at fuldbyrdelse af arrestordren vil være i strid med hans ret til familieliv (artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) og at den franske lovgivning diskriminerer på grundlag af nationalitet.
• Den franske regering: Hævder, at rammeafgørelsen ikke forpligter medlemsstaterne til at fuldbyrde straffe idømt i andre medlemsstater, og at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten.

Domstolen skal afgøre, om en medlemsstat kan begrænse muligheden for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre til kun at gælde egne statsborgere.