Politiets beføjelser til at vurdere trafiksikkerhed ved afmærkning på private arealer efter færdselslovens § 97

Vejdirektoratet har udtalt sig om politiets beføjelser ved godkendelse af vejafmærkning på private arealer, hvor færdselsloven gælder. Sagen udsprang af et spørgsmål om, hvorvidt politiet i henhold til Færdselslovens § 97, stk. 2 kan nægte at godkende afmærkning, hvis de anser det private areals generelle indretning for at være uhensigtsmæssig for trafiksikkerheden, selvom selve afmærkningen er teknisk korrekt.

Baggrund for henvendelsen

Henvendelsen var foranlediget af, at Transportministeriet tidligere har vurderet, at Færdselslovens § 100 om vejes indretning ikke gælder for private parkeringsanlæg. Dette rejste spørgsmålet om, hvilke kriterier politiet kan anvende, når de skal give samtykke til afmærkning på sådanne arealer.

Vejdirektoratets vurdering

Vejdirektoratet konkluderer, at politiets vurdering ikke er begrænset til rent afmærkningstekniske forhold. Politiet kan og skal inddrage bredere hensyn, herunder:

• Trafiksikkerhed: Vurdering af, om afmærkningen og den bagvedliggende regulering er sikkerhedsmæssigt forsvarlig.
• Trafikafvikling: Hensyn til, hvordan trafikken vil flyde på arealet med den ansøgte afmærkning.
• Arealets indretning: Den fysiske udformning af arealet kan have betydning, da afmærkningen påvirker, hvordan arealet benyttes.

Begrundelsen er, at politiet efterfølgende skal håndhæve den autoriserede afmærkning.

Begrænsninger i politiets skøn

Vejdirektoratet understreger dog, at politiet er underlagt den forvaltningsretlige grundsætning om saglighed. Det betyder, at politiet ikke må inddrage usaglige eller irrelevante hensyn. Politiet kan derfor ikke stille krav til indretningsmæssige forhold, som ingen sammenhæng har med den specifikke afmærkning, der søges om samtykke til.

Afgørelser truffet af politiet efter Færdselslovens § 97, stk. 2 kan påklages til Vejdirektoratet.

Vi bemærker, at vi forudsætter, at der er tale om et rent privat vejareal, hvor færdselsloven finder anvendelse. Den relevante bestemmelse er herefter Færdselslovens § 97, stk. 2, som lyder:

”Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på andre private fællesveje end de i stk. 1 nævnte og på private veje og broer, kræver politiets samtykke. Politiet kan, hvor det skønnes fornødent, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vej- eller broejeren. Politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje og broer, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.”

I henhold til bestemmelsens 1. pkt. følger der således et krav om, at politiet skal give sit samtykke, inden der anvendes autoriseret afmærkning på rent private vejarealer og private fællesveje på landet.

Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 292 af 28. april 2000. Af lovbemærkningerne LFF 1999-12-15 nr 156 hertil fremgår det bl.a., at ”politiets godkendelse af afmærkningen og den færdselsregulering, afmærkningen vedrører, alene har karakter af en offentligretlig tilladelse. Godkendelsen er således udtryk for, at disse myndigheder ikke vil modsætte sig ejernes ønske om en regulering af færdslen på vejen. Det er et privatretligt spørgsmål, hvem der i givet fald er berettiget til at opsætte afmærkningen og gennemføre de pågældende foranstaltninger.”

Herudover indeholder lovbemærkningerne ikke nogen bidrag til fortolkningen af bestemmelsen, ligesom forarbejderne til tidligere affattelser af bestemmelsen heller ikke ses at forholde sig til, hvad politiet kan inddrage i dets vurdering af, om samtykke kan gives.

Det er Vejdirektoratets opfattelse, at politiet ved dets vurdering kan lægge vægt på andre hensyn end de rent afmærkningstekniske, herunder hvorvidt afmærkningen opfylder reglerne i afmærkningsbekendtgørelserne.

I og med at en given autoriseret afmærkning er en angivelse af en bagvedliggende færdselsregulerende eller -vejledende foranstaltning, finder Vejdirektoratet, at politiet også kan inddrage hensyn og tage stilling til forhold, som går udover det rent afmærkningsmæssige.

Efter Vejdirektoratets opfattelse er politiet ikke afskåret fra at inddrage hensyn til trafiksikkerhed og trafikafvikling, hvis hensynene hertil taler imod etableringen af en given afmærkning og den bagvedliggende foranstaltning. Vejdirektoratet kan i den forbindelse ikke udelukke, at måden hvorpå et vejareal er indrettet kan have betydning for vurderingen af, om der kan gives samtykke til en given afmærkning, da afmærkningen efter omstændighederne kan have indvirkning på udnyttelsen af vejarealet.

Vejdirektoratet lægger i øvrigt også vægt på, at der er tale om anvendelse af autoriseret offentligretlig afmærkning, som politiet skal håndhæve efterfølgende.

Samtidig bemærker Vejdirektoratet, at politiet behandler ansøgninger om samtykke efter § 97, stk. 2, 1. pkt., som forvaltningsmyndighed og træffer herved også forvaltningsretlige afgørelser i relation hertil. Politiet skal således i dets sagsbehandling leve op til den almindelige ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen. Politiet må derfor ikke inddrage usaglige og irrelevante hensyn og forhold i dets vurdering.

I forlængelse heraf mener Vejdirektoratet ikke, at politiet kan lægge vægt på indretningsmæssige forhold på det private vejareal, som ingen relevans eller sammenhæng har med den afmærkning, der ansøges om samtykke til i henhold til § 97, stk. 2, 1. pkt..

Vi kan afslutningsvist oplyse, at afgørelser truffet af politiet efter Færdselslovens § 97, stk. 2, kan påklages til transportministeren, jf. § 97, stk. 4. Transportministerens kompetence er delegeret til Vejdirektoratet.