Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en mandlig ansøger, der i efteråret 2010 søgte en stilling som montør hos en virksomhed gennem et vikarbureau. Klageren, der er muslim, blev indkaldt til en ansættelsessamtale med virksomhedens produktionsleder. Spørgsmålet i sagen er, om virksomheden udøvede ulovlig forskelsbehandling ved at lægge vægt på klagerens religion i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Under samtalen blev der talt om virksomheden, klagerens faglige baggrund og praktiske erfaring. Der opstod dog uenighed om indholdet af samtalen vedrørende klagerens religiøse overbevisning:
Klageren gjorde gældende, at spørgsmålet om religion indikerede en forudindtagethed, og at det efterfølgende afslag skyldtes hans tro. Han påpegede, at produktionslederen over for fagforeningen havde erkendt at have stillet spørgsmålet af "ren interesse".
Virksomheden bestred påstanden om forskelsbehandling og anførte følgende:
| Argument | Detaljer |
|---|---|
| Kvalifikationer | Den valgte kandidat havde mere relevant erfaring med fejlfinding og elektrisk montage. |
| Virksomheden har allerede flere muslimske medarbejdere ansat uden problemer. |
| Hensyn | Oplysninger om religion blev kun berørt i relation til kantinens madtilbud og respekt for medmennesker. |
| Tidsaspekt | Der gik to måneder, før klageren rettede henvendelse, hvilket virksomheden tolkede som om, han ikke følte sig diskrimineret under selve samtalen. |
Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at klageren ikke havde fået medhold i sin klage over forskelsbehandling.
Nævnet lagde til grund, at det var sandsynliggjort, at virksomheden havde spurgt ind til klagerens religion under samtalen. Dette baserede nævnet blandt andet på et referat fra klagerens fagforening, hvor produktionslederen ikke direkte havde benægtet spørgsmålet.
Dog fandt nævnet, at dette spørgsmål i sig selv ikke var nok til at etablere en formodning for forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.
Nævnet lagde vægt på følgende juridiske og faktiske forhold:
Nævnet fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens skønsmæssige vurdering af, hvem der var bedst egnet til stillingen i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Da der ikke var påvist faktiske omstændigheder for diskriminering, blev virksomheden frifundet for kravet om godtgørelse.

En arbejdsgiver må ikke nægte at tage kvindelige lærlinge, fordi de er kvinder. Det slår Ligebehandlingsnævnet fast i afgørelse.


En mandlig taxichauffør, der i seks år havde arbejdet for en vognmand tilknyttet et større taxiselskab, udviste interesse for en nyoprettet specialopgave i lufthavnen. Opgaven bestod i at modtage flypassagerer ved aflysninger og vejlede dem til de ventende taxier. For at komme i betragtning skulle chaufførerne opfylde specifikke kriterier, herunder at være dansk- og engelsktalende, servicemindede og ansvarsbevidste.
Ved afslutningen af et obligatorisk informationsmøde opstod en situation mellem klageren og selskabets kvindelige servicechef. Da servicechefen rakte hånden frem til klageren for at sige farvel, afviste klageren at give hånd. Han forklarede, at han af religiøse årsager som muslim ikke giver hånd til kvinder, men hilste i stedet høfligt med et smil og et klap på skulderen. Klageren anførte, at han tidligere havde givet denne forklaring til servicechefen ved andre lejligheder.
Ny undersøgelse fra Dansk Erhverv og Institut for Menneskerettigheder har taget temperaturen på erhvervslivets arbejde med diversitet og inklusion. Mange virksomheder er godt i gang, men endnu flere bør følge trop.
Folkekirkens mellemkirkelige Råd advarer om, at øget kontrol i en ny trossamfundslov kan true religionsfriheden og skabe ulighed mellem trossamfund.
Kort efter modtog klageren et afslag på at deltage i specialopgaven. Taxiselskabet begrundede afslaget med henvisning til tidligere kundeklager, klagerens sene fremmøde til mødet samt en bekymring for, at hans religiøse overbevisning vedrørende håndtryk ville skabe uhensigtsmæssige situationer i forhold til kunderne. Selskabet betragtede håndtrykket som en almindelig høflighedsform og en del af god kundeservice.
Klageren gjorde gældende, at udelukkelsen var udtryk for forskelsbehandling på grund af religion og etnicitet. Han understregede, at han i sit daglige virke som chauffør altid optræder professionelt og høfligt, og at han i kritiske situationer eller hvis en kunde selv rækker hånden frem, ville handle på en måde, der ikke krænker kunden. Han mente, at selskabet burde udvise større forståelse for religiøse forskelle, særligt i en multietnisk branche.

Sagen omhandler en klage fra en kvindelig jobsøger, der er født og opvokset i Danmark med iransk baggrund. Klager deltog...
Læs mere
Denne sag vedrører en klage over påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro hos en kommunes jobcenter. Kl...
Læs mere