Erstatning i selskabstømmersag anset for ikke-fradragsberettiget driftstab

Sagen omhandler, hvorvidt en interessent i en revisionsvirksomhed kunne få fradrag for sin andel af erstatninger, som virksomheden havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Klagerens andel af erstatningen udgjorde 6.498 kr. for indkomståret 2000.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at erstatningerne var fradragsberettigede som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da bistanden til salg af overskudsselskaber var en del af sædvanlig revisionspraksis på daværende tidspunkt og dermed en normal driftsrisiko. Alternativt blev det anført, at tabet kunne fradrages efter Kursgevinstloven § 17 som tab på en regresfordring mod de insolvente selskabstømmere.

SKAT anførte, at erstatningerne ikke var et resultat af en normal driftsrisiko. Med henvisning til Højesterets praksis (Thrane-dommen) blev det fremhævet, at revisionsvirksomhedens adfærd var en "uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser" og lå uden for rammerne af normal forretningsmæssig drift. At give fradrag ville desuden underminere erstatningens formål om at dække statens tab.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og nægtede fradrag. Retten konkluderede, at revisionsvirksomhedens medvirken i selskabstømningssager ikke kunne anses for normal og sædvanlig drift, og at erstatningsudgifterne derfor ikke var udslag af en naturlig driftsrisiko.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fradrag for erstatninger som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a forudsætter, at de erstatningspådragende dispositioner er sædvanlige for driften, og at erstatningerne er et udslag af en naturlig driftsrisiko.

Retten lagde til grund, at de betalte erstatninger var et resultat af revisionsvirksomhedens medvirken i selskabstømmersager. Da der ikke var fremlagt specifikke oplysninger om de enkelte handler, baserede retten sin afgørelse på principperne fra Højesterets dom i TfS 1999.897 H (Thrane-dommen). Ud fra denne dom lagde Landsskatteretten til grund, at revisionsvirksomheden (Interessentskabet) havde handlet på en måde, der:

• På uforsvarlig vis tilsidesatte skattevæsenets interesser.
• Ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.
• Ikke indebar reelle forsøg på at afværge skattevæsenets risiko.

På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at Interessentskabets medvirken i selskabstømningssagerne lå uden for rammerne af normal og sædvanlig revisionsvirksomhed. Erstatningsudgifterne var derfor ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko og kunne dermed ikke fradrages som et driftstab.