Nægtelse af fradrag for erstatningsbetalinger i selskabstømmersager

Landsskatterettens vurdering af sagens omstændigheder

Landsskatteretten konkluderede på baggrund af Thrane-dommens principper, at:

• Interessentskabet på en uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser.
• Interessentskabets medvirken til salg af overskudsselskaber ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.
• Interessentskabet ikke gjorde noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at Interessentskabets medvirken til salg af overskudsselskaber lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig varetagelse af revisionsvirksomhed. Derfor var udgifterne til erstatningerne ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko ved revisionsvirksomhed, og udgifterne var ikke fradragsberettigede som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Vurdering af regresfordring

For så vidt angår tab på fordringer, der er erhvervet i tilknytning til erhvervsmæssig drift, finder reglerne i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a anvendelse via Kursgevinstloven § 17. Landsskatteretten fandt, at Interessentskabets medvirken til salg af overskudsselskaber og den manglende omsorg for skattevæsenet som kreditor ikke kunne anses for et led i sædvanlig drift af revisionsvirksomhed. Erstatningen kunne derfor heller ikke fratrækkes med hjemmel i Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse for alle de omhandlede indkomstår.

Kommunens og SKATs argumentation

Kommunens skatteafdeling begrundede afgørelsen med, at udgifter kun kan fradrages, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, og udgiften skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer og ikke være en privatudgift. Skatteafdelingen henviste til Landsskatterettens afgørelser, herunder SKM 2003.111, og Højesterets afgørelse i TfS 1999.897 H (Thrane-dommen), som fastslog, at salg af overskudsselskaber, der førte til selskabstømning, ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Erstatninger som følge af rådgivning i sådanne sager faldt derfor uden for de naturlige rammer af revisionsvirksomheden.

SKAT støttede Kommunens afgørelse og henviste yderligere til Vestre Landsrets dom i SKM 2004.139, der omhandlede fradrag for udgifter som følge af en ikke-normal forretningsmæssig disposition. SKAT argumenterede for, at erstatningsbetalinger afholdt som følge af ansvarspådragende adfærd ved deltagelse som sælgers rådgivere i handel med overskudsselskaber ikke var et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelse af sædvanlig revisionsvirksomhed. SKAT understregede, at Højesteret i Thrane-dommen havde karakteriseret revisorernes adfærd som uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, hvilket udelukkede fradragsret for de afholdte erstatninger. SKAT fremhævede også, at erstatningsretlige synspunkter udelukkede fradragsret, da skattemyndighederne skulle stilles skadesløse, og fradragsret ville betyde en delvis tilbagebetaling af erstatningen.

Klagerens argumentation

Selskabet fastholdt, at udgifterne var fradragsberettigede, da de havde en direkte sammenhæng med virksomhedens indtjeningsgrundlag. Selskabet anførte, at salg af overskudsselskaber ikke var et selvstændigt forretningsområde, men en naturlig del af rådgivningen af klienter ved salg af virksomheder og selskaber. Selskabet havde altid assisteret klienter med denne type opgaver, herunder udarbejdelse af overdragelsesbalancer og økonomisk rådgivning. Selskabet understregede, at de altid havde rådgivet sælgere og aldrig købersiden (selskabstømmerne). De mente, at salg af overskudsselskaber ikke afveg fra andre selskabssalg, bortset fra at køberne efterfølgende viste sig at være lovovertrædere. Selskabet argumenterede for, at SKM 2003.111 var et enkeltstående tilfælde, der ikke kunne danne praksis, og at advokaters og revisorers indkomstgrundlag ikke var sammenlignelige. Endelig anførte selskabet, at hvis salg af overskudsselskaber fortsat blev anset for et selvstændigt forretningsområde, burde der være fradrag for erstatninger i det omfang, tabet modsvares af beskattede honorarindtægter fra dette område.