Ligebehandlingsnævnet afviser sag om kommunale afslag på sociale ydelser til borger med PTSD

Klageren har gjort gældende, at kommunens sagsbehandling og de gentagne afslag udgør forskelsbehandling på grund af handicap. Hun anfører, at sagsbehandlerne har ignoreret hendes handicap og reelle behov for hjælp, hvilket hun karakteriserer som chikane og repressalier.

Klageren har desuden påpeget, at kommunen ikke har tillagt en fremlagt VISO-rapport afgørende vægt, og at den manglende støtte har forhindret hende i at føre en almindelig daglig tilværelse. På den baggrund har klageren nedlagt påstand om en godtgørelse på 250.000 kr.

Juridiske spørgsmål i sagen

Det centrale spørgsmål i sagen er, om kommunens afgørelser og den forudgående sagsbehandling er udtryk for ulovlig direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Sagen rejser samtidig spørgsmål om Ligebehandlingsnævnets kompetence til at efterprøve afgørelser truffet efter den sociale lovgivning.

Ligebehandlingsnævnet har besluttet at afvise at behandle klagen. Afgørelsen er truffet som en formandsafgørelse i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet lægger vægt på, at forbuddet mod forskelsbehandling i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2 ifølge lovens forarbejder ikke omfatter det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige myndigheder efter anden lovgivning.

Nævnet finder, at:

• Sagen reelt drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i Serviceloven, hvilket falder uden for nævnets kompetence.
• Der er ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at formode, at klageren er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i selve sagsbehandlingsforløbet.

"Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning. [...] Nævnet vurderer herefter, at klagen reelt drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning."

Som følge heraf afvises klagen med henvisning til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2, da det vurderes som åbenbart, at klageren ikke kan få medhold i sin klage ved dette nævn.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet og gjorde gældende, at afslagene udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Klageren argumenterede for:

• At han opfylder handicapbegrebet i overensstemmelse med EU-retten og FN's handicapkonvention.
• At afgørelser om fleksjob er tæt knyttet til beskæftigelse og anvisning af arbejde.
• At jobcentrenes opgave med at visitere til fleksjob må betragtes som vejledningsvirksomhed og anvisning af beskæftigelse i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3's forstand.

Oversigt over klagerens helbredsmæssige forhold