Advokatfuldmægtiges praktiske uddannelse: Territorialkrav i Østrig er en uforholdsmæssig begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed

Domstolen (Tredje Afdeling) fastslog, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som automatisk udelukker anerkendelse af en obligatorisk del af advokatfuldmægtiges praktiske uddannelse, alene fordi uddannelsen er gennemført hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat.

Vurdering af begrænsning og begrundelse

Domstolen anerkendte, at den østrigske lovgivning udgør en begrænsning af den frie bevægelighed for arbejdstagere, idet den gør det vanskeligere for unionsborgere at udøve deres erhvervsmæssige aktivitet som advokatfuldmægtige i en anden medlemsstat. Domstolen bekræftede, at Plavec som lønmodtager var omfattet af artikel 45 TEUF.

Medlemsstater kan begrunde sådanne begrænsninger med tvingende almene hensyn, såsom beskyttelse af modtagere af juridiske tjenesteydelser og hensynet til god retspleje. Disse mål søges opnået ved at sikre, at juristen har reel praktisk erfaring med national ret og de nationale retsinstansers sædvane.

Proportionalitetsvurderingen

Domstolen fandt, at kravet om fysisk hjemsted i Østrig for principaladvokaten gik videre, end hvad der var nødvendigt for at nå de legitime mål:

• Mindst indgribende middel: En mindre indgribende foranstaltning ville være at tillade uddannelsen i en anden medlemsstat på betingelse af, at juristen over for de kompetente myndigheder godtgør, at uddannelsen giver en erfaring og viden, der svarer til den, der opnås i hjemlandet.
• Tilsyn: Selvom de østrigske myndigheder ikke nødvendigvis har fysisk adgang til advokatkontorer i udlandet, kan de stadig udøve effektiv kontrol gennem mindre indgribende midler, f.eks. ved at indkalde både advokatfuldmægtigen og principalen til samtaler eller ved at pålægge disciplinærsanktioner, da begge parter er medlemmer af et østrigsk advokatsamfund.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 3 i direktiv 98/5 skal fortolkes således, at den tillader nationale myndigheder at nægte registrering i advokatfortegnelsen, hvis der er mistanke om misbrug af EU-retten, og om direktivet er ugyldigt, hvis det tillader omgåelse af nationale regler om adgang til advokaterhvervet.