Direktiv 2008/115/EF: National sanktionering af ulovligt ophold med bøde og frivillig udrejse før obligatorisk udsendelse

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en spansk forvaltningsdomstol vedrørende fortolkningen af Tilbagesendelsesdirektivet (Direktiv 2008/115/EF). Tvisten opstod, da en colombiansk statsborger (UN) opholdt sig ulovligt i Spanien efter udløbet af hendes turistvisum og efterfølgende ansøgte om lovliggørelse af sit ophold som familiemedlem til en spansk statsborger (hendes søn).

De spanske myndigheder afviste UN's ansøgning og traf afgørelse om udsendelse med et treårigt indrejseforbud. UN anfægtede udsendelsesafgørelsen, idet hun hævdede, at den spanske lovgivning i mangel af skærpende omstændigheder burde have pålagt en bøde i stedet for udsendelse. Den spanske lovgivning tillader to sanktioner, enten bøde eller udsendelse, men den forelæggende ret bemærkede, at en bødestraf ifølge spansk praksis indebærer en forpligtelse til at forlade landet, med mulighed for efterfølgende udsendelse, hvis den berørte person ikke lovliggør sit ophold eller frivilligt rejser ud.

Spørgsmålet til Domstolen var, om direktivet er til hinder for en national ordning, hvor ulovligt ophold uden skærpende omstændigheder først straffes med:

• En bøde ledsaget af en forpligtelse til frivillig udrejse inden for en fastsat frist (samtidig mulighed for lovliggørelse).
• Og dernæst, hvis opholdet ikke lovliggøres eller den frivillige udrejse udebliver, med en obligatorisk udsendelsesforanstaltning.

Domstolen fastslog, at direktiv 2008/115/EF, særligt artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 4, og artikel 7, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, der anvender den beskrevne totrinsmodel.

Domstolens ræsonnement

Direktivet har til formål at sikre en effektiv udsendelsespolitik, men harmoniserer ikke fuldt ud medlemsstaternes sanktioner for ulovligt ophold. En bøde er således tilladt, så længe den ikke underminerer direktivets effektive virkning og procedurer for tilbagesendelse. Afgørende er, at proceduren overholder den prioriterede rækkefølge i direktivet:

• Afgørelse om tilbagesendelse: Artikel 6, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at træffe en afgørelse om tilbagesendelse (som indebærer en tilbagevendenforpligtelse), medmindre undtagelserne i stk. 2-5 finder anvendelse.
• Frivillig udrejse: Frivillig tilbagevenden er hovedreglen. Den frist for frivillig udrejse, som den nationale bødesanktion indebærer, skal overholde kravene i direktivets artikel 7, stk. 1 og 2.
• Lovliggørelse: Direktivet er ikke til hinder for, at den berørte person søger at lovliggøre sit ophold i fristen for frivillig udrejse. Artikel 6, stk. 4, giver medlemsstaterne mulighed for at tildele en opholdstilladelse af humanitære eller andre grunde, hvilket i så fald ville ophæve tilbagesendelsesafgørelsen.