Bortfald af tilsagn og udelukkelse efter indsendelse af urigtige oplysninger i udbetalingsanmodning

Sagen omhandler en landbruger, der i 2016 fik tilsagn om tilskud under ordningen for økologisk investeringsstøtte til to separate projekter. Begge projekter inkluderede etablering af frostfri drikkevandsforsyning på forskellige arealer.

Udbetalingsanmodning og sagens kerne

I februar 2021 anmodede landbrugeren om slutudbetaling for det ene projekt. I anmodningen blev det beskrevet, hvordan den frostfri drikkevandsforsyning var succesfuldt implementeret, hvilket havde medført en stor arbejdsbesparelse. Som dokumentation vedlagde landbrugeren fakturaer for udgifterne.

Det viste sig efterfølgende, at den beskrevne drikkevandsforsyning slet ikke var blevet etableret som en del af dette projekt. De indsendte fakturaer tilhørte derimod det andet, lignende projekt, for hvilket der allerede var anmodet om tilskud. Landbrugeren blev opmærksom på fejlen under sagens behandling og meddelte myndighederne, at der var tale om en åbenlys fejl, som skyldtes et langt og kompliceret sagsforløb, der gjorde det svært at skelne de to sager fra hinanden.

Myndighedens afgørelse og klagen

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø traf afgørelse om, at tilsagnet skulle bortfalde, allerede udbetalt støtte skulle tilbagebetales, og at landbrugeren skulle udelukkes fra at søge tilskud under den relevante foranstaltning i to år. Styrelsen vurderede, at landbrugeren forsætligt havde afgivet urigtige oplysninger for at opnå støtte. Landbrugeren klagede over afgørelsen og fastholdt, at der var tale om en åbenlys og utilsigtet fejl, og at sanktionen var urimelig.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse. Nævnet fandt, at landbrugeren havde leveret falsk bevis med henblik på at opnå støtte, hvilket medfører bortfald af tilsagn og udelukkelse i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 35, stk. 6.

Nævnets vurdering af 'falsk bevis'

Nævnet lagde afgørende vægt på, at landbrugeren i sin udbetalingsanmodning ikke blot havde vedlagt forkerte fakturaer, men også havde givet en detaljeret og positiv beskrivelse af etableringen og effekten af et anlæg, som aldrig var blevet opført under det pågældende projekt. Denne beskrivelse var ikke identisk med beskrivelsen i den anden sag, hvilket ifølge nævnet udelukkede, at der var tale om en simpel kopieringsfejl.

At landbrugeren selv gjorde opmærksom på fejlen, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette først skete, efter at landbrugeren var blevet bekendt med, at styrelsen havde mistanke om svig. Nævnet fandt, at det lange sagsforløb ikke fritog landbrugeren for ansvaret for at afgive korrekte oplysninger, og at der tværtimod burde have været udvist ekstra påpasselighed. Sanktionen blev anset for at være proportional med den udviste forsømmelse.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.