EU-rettens forrang forpligter til at ignorere polske love, der ophæver domstolsprøvelse af Højesteretsdommeres udnævnelse (Sag C-824/18)

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Naczelny Sąd Administracyjny (Polens Øverste Forvaltningsdomstol) vedrørende lovligheden af Polens procedurer for udnævnelse af dommere til Sąd Najwyższy (Højesteret) i lyset af EU's retsstatsprincipper. Kernen i tvisten er fem kandidater (A.B. m.fl.), hvis ansøgninger til dommerembeder ved Højesteret blev afvist af Krajowa Rada Sądownictwa (KRS – Det Nationale Domstolsråd), som er organet, der indstiller kandidater til præsidenten.

Kandidaterne anfægtede KRS’s afgørelser. Den forelæggende ret tvivlede på, om de nationale retsmidler var effektive, især da selve søgsmålet ikke havde opsættende virkning, hvilket tillod præsidenten at udnævne de indstillede kandidater, før en eventuel annullation kunne finde sted.

Efter den oprindelige præjudicielle forelæggelse vedtog den polske lovgiver ændringer (Lov af 26. april 2019), der afskaffede den forelæggende rets kompetence til at behandle sager om udnævnelse til Højesteret, beordrede automatisk indstilling af verserende sager og udelukkede fremtidige søgsmål på dette område.

Centrale spørgsmål til Domstolen

De præjudicielle spørgsmål vedrørte, hvorvidt disse nationale bestemmelser tilsidesatte EU's retsstatsprincipper, især retten til effektive retsmidler og princippet om dommeres uafhængighed (Art. 19, stk. 1, TEU), samt om lovændringerne udgjorde et brud på det loyale samarbejde og den præjudicielle procedure (Art. 4, stk. 3, TEU og Art. 267 TEUF) ved at afskære Domstolen fra at afgive en afgørelse.

Domstolen fastslog, at de polske lovændringer, der automatisk indstillede verserende sager og udelukkede fremtidig domstolsprøvelse af KRS's udnævnelsesafgørelser, kunne udgøre en tilsidesættelse af EU-retten.

Domstolen understregede, at hvis de nationale ændringer specifikt var udformet for at forhindre EU-Domstolen i at afgive en præjudiciel afgørelse og hindre nationale domstole i at forelægge lignende spørgsmål fremover, udgjorde dette en krænkelse af Artikel 267 TEUF og Artikel 4, stk. 3, TEU om loyalt samarbejde.

Krav til uafhængighed og effektiv retsprøvelse

Med hensyn til Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal nationale bestemmelser, der vedrører udnævnelse af dommere, sikre, at der ikke opstår rimelig tvivl i offentligheden om de udnævnte dommeres uafhængighed og upartiskhed. Dette er især relevant i en kontekst, hvor KRS's uafhængighed er tvivlsom på grund af politisk indflydelse, og hvor den effektive domstolsprøvelse afskaffes.

Domstolen konkluderede, at hvis den forelæggende ret fastslår, at de nationale ændringer tilsidesætter Art. 267 TEUF eller Art. 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, skal princippet om EU-rettens forrang anvendes: