Hele miljøanlægget anset for afgiftspligtigt deponi trods genanvendelsesområder

Sagen omhandlede en efteropkrævning af affaldsafgift på 6.917.635 kr. for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 2000. Et interessentskab, der drev et miljøanlæg, havde modtaget fejesand, sand fra rensningsanlæg og olieforurenet jord. Anlægget var registreret som én samlet enhed under affaldsafgiftsloven og bestod af både et deponi og områder til behandling og genanvendelse, herunder et jordbehandlingsanlæg.

Klageren argumenterede for, at materialerne blev tilført særskilte genanvendelsesområder og ikke deponiet, og derfor ikke var afgiftspligtige. De mente, at skattemyndighederne manglede kompetence til at definere, hvad der udgør deponering, da dette henhører under miljømyndighederne. Desuden blev det anført, at den rensede jord, som blev anvendt til at bygge volde på anlægget, ikke længere var affald.

Skattemyndighederne fastholdt, at afgiftspligten indtræder, når affald tilføres en registreringspligtig virksomhed, jf. Affaldsafgiftsloven § 9, stk. 1. Da hele anlægget var registreret som én enhed uden en klar fysisk, regnskabsmæssig eller matrikulær adskillelse mellem deponi- og genanvendelsesaktiviteter, blev hele området betragtet som afgiftspligtigt. Det var derfor uden betydning for afgiftspligten, at materialerne var tiltænkt genanvendelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede ToldSkat, Regionens afgørelse.

Kompetence og forældelse

Landsskatteretten afviste klagerens principale påstand om, at afgørelsen var ugyldig på grund af kompetencemangel. Retten fastslog, at skattemyndighederne har kompetence til at administrere og træffe afgørelse om affaldsafgift, herunder at fortolke begreber som "affald" og "deponering" i afgiftsmæssig forstand. Det forhold, at miljømyndighederne har kompetence på miljøområdet, binder ikke skattemyndighedernes afgiftsretlige kvalificering.

Klagerens påstand om forældelse for en del af perioden blev også afvist. Retten fandt, at forældelsesfristen i henhold til 1908-loven ikke var udløbet, da den blev suspenderet ved klagerens anmodning om henstand og påklage af sagen.

Begrundelse for afgiftspligt

Landsskatteretten lagde afgørende vægt på, at hele klagerens miljøanlæg var registreret som én samlet enhed i henhold til Affaldsafgiftsloven § 11, stk. 1. Afgiftspligten efter Affaldsafgiftsloven § 9, stk. 1 indtræder ved tilførsel af affald til en registreringspligtig virksomhed.

Retten fandt, at anlægget ikke var indrettet på en måde, der klart adskilte deponiområder fra genanvendelsesområder. Følgende forhold blev fremhævet:

• Der var kun én indkørsel og én brovægt for hele anlægget.
• De enkelte delområder var kun adskilt af jordvolde, og det var muligt at køre direkte mellem dem.
• Der var ikke en klar regnskabsmæssig eller matrikulær opdeling mellem de forskellige aktiviteter.

På grund af denne manglende adskillelse blev hele anlægget i afgiftsmæssig henseende betragtet som ét samlet deponi. Af kontrolmæssige hensyn er det berettiget at stille krav om en klar adskillelse mellem afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter på samme matrikel.

Konsekvensen var, at alt affald, herunder fejesand og forurenet jord, der blev tilført anlægget, var afgiftspligtigt ved ankomsten, uanset om det efterfølgende blev behandlet med henblik på genanvendelse. Undtagelsen for ren jord i Affaldsafgiftsloven § 9, stk. 3, nr. 2 fandt ikke anvendelse, da jorden var forurenet på tilførselstidspunktet.