Manglende oplysning om DVB-T MPEG2 modtagers begrænsninger ved tv-køb

En forbruger købte i marts 2009 et tv og reklamerede senere samme år over, at tv'et ikke kunne modtage alle frie/gratis kanaler eller HD-kanaler via parabol, som han mente, det burde. Forbrugeren havde på købstidspunktet et Viasat-abonnement og modtog tv-signal via parabol. Han henvendte sig til en tv-forhandler for at sikre sig et "up to date" tv, da han ikke selv havde teknisk viden.

Den erhvervsdrivende afviste reklamationen med den begrundelse, at forbrugeren var blevet korrekt vejledt ved købet, og at forbrugeren alligevel skulle bruge en ekstern modtagerboks fra Viasat for at modtage tv-kanaler via parabol.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som indhentede oplysninger om modtagelse af tv-signaler via parabol. Det blev fastslået, at tv-signaler via parabol altid er digitale og kræver en digital modtager af typen DVB-S eller S2. Tv'et, forbrugeren købte, havde en indbygget DVB-T MPEG2 modtager. Det fremgik desuden, at Viasat parrer deres programkort med en ekstern modtagerboks, mens Canal Digital ikke gør. Viasats modtagerbokse kan ikke bruges til at se gratis kanaler via parabol.

Forbrugeren krævede købet ophævet.

Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i sagen, hvor flertallet fandt, at der forelå en mangel ved tv'et, som berettigede forbrugeren til at hæve købet.

Flertallets opfattelse

Tre medlemmer af nævnet udtalte, at den erhvervsdrivende ved købet burde have oplyst forbrugeren om, at et tv med indbygget DVB-T MPEG2 modtager ikke ville kunne modtage alle digitale kanaler, herunder de gratis kanaler, via parabol. Den erhvervsdrivende burde have informeret om, at tv'et skulle suppleres med en ekstern modtagerboks for at opnå fuld funktionalitet med parabolmodtagelse.

Flertallet lagde vægt på, at Brancheforum Digitale Medier (BDM) i december 2008 udgav en informationsfolder om digitalt tv, der blev distribueret til butikker og præciserede, at DVB-S/S2 var nødvendig for parabolmodtagelse. De mente, at en erhvervsdrivende i hvert fald fra januar 2009 vidste eller burde vide dette. Oplysningen om tv'ets begrænsning blev anset for at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af tv'et, herunder fremtidige udgifter og betjeningsmæssige konsekvenser. Da det ikke var åbenbart for en forbruger, at et DVB-T MPEG2 tv ikke kunne modtage digitale kanaler via parabol, forelå der en mangel i henhold til Købeloven § 76, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at forbrugeren havde et Viasat-abonnement, ændrede ikke ved dette, da Viasats boks ikke kunne modtage de gratis kanaler.

Flertallet vurderede, at manglen ikke var uvæsentlig, især set i lyset af tv'ets pris og den manglende mulighed for at se alle digitale kanaler via parabol. Forbrugeren var derfor berettiget til at hæve købet og få købesummen retur mod tilbagelevering af tv'et, jf. Købeloven § 78, stk. 1, nr. 4.

Mindretallets opfattelse

To nævnsmedlemmer mente, at den erhvervsdrivende på købstidspunktet hverken kunne eller burde vide, at der var fordele ved at købe et tv med indbygget DVB-S/S2 modtager, da forbrugeren havde et Viasat-abonnement, som krævede brug af Viasats egen eksterne modtagerboks. De mente, at forbrugeren ikke ville have haft nogen fordel ved et DVB-S/S2 tv, og at der var en betydelig prisforskel.

Mindretallet henviste til den offentlige informationskampagne fra "Det Nye Tv-signal" i december 2008, som oplyste, at parabolbrugere ikke behøvede at foretage sig noget. De anså denne kampagne som den eneste sikre kilde til viden og mente ikke, at BDM's pjece var officiel eller anerkendt viden. På den baggrund fandt mindretallet ikke, at der var en almindelig kendt viden, som den erhvervsdrivende burde have oplyst om, og stemte derfor for at afvise forbrugerens krav.

Afgørelse

I overensstemmelse med flertallets opfattelse blev forbrugeren berettiget til at hæve købet og få købesummen retur mod tilbagelevering af tv'et. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.